Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 23. 8. Marts 1885 - Grigoròwitsch, W. Moder og Datter. Et Efteraarsbillede. Fra Russisk ved Thor Lange
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
"Nr. 21.
HJEMME
OG UDE.
290
Hun hørte temmelig adspredt paa mig, beskæftiget, som
det lod til, med sine egne Tanker. Til sidst løftede hun Hovedet
og spurgte:
Er der kanske langt derhen?
Jeg svarede, at der var henved en tredive Versters Vej.
Tredive!« gjentog hun med et saadant Tonefald af
Haabloshed, som om der forestod hende en Vandring paa flere
lange Dage.
Er du ikke selv derfra? spurgte jeg hende.
»Nej, min Forsørger, jeg er fra Komårow —
Komårow vidste jeg godt, hvor var. Den ligger paa den
modsatte Bred af Okä i mindst halvfjerdsindstyve Versters
Afstand fra det Sted, hvor vi befandt os.
Og er hun dér ogsaa fra Komårow? —
- Ja, hun er, Fa’erlille.«
Hvorfor følges 1 saa ikke ad? Al den Tid, jeg har
holdt Øje med jer, var hun et Stykke bagved, og nu er det
ogsaa, ligesom om hun gik af Vejen for dig. —
»Ja, min Beskytter! Hun forstaar ikke, hvad jeg siger
til hende.« —
Hvorfor ikke det?« —
»Hun har ingen Forstand mere, min Plejefader; hun er
helt tovlig. Gud hjælpe os begge to! Det er altsammen fra
sidste Paaske, lille Fa’er, tilføjede hun og lod Hovedet synke.
Jeg betragtede hendes Ledsagerinde opmærksomt.
Hun stod halvt vendende sig bort med Siden imod os,
og den mørke Profil af hendes Figur traadte helt og bestemt
frem mod den blakkede graa Horisont.
At se til var hun noget oppe i Tyverne, høj af Væxt,
lidt bleg med et smalt Ansigt og for en Bondekvinde mere
end almindeligt fine Træk; tykke Krøller af lysblondt Haar
trængte sig i Vildrede frem under det gamle tærnede Tørklæde,
hun havde bundet om Hovedet. Udtrykket i de blaagraa
Øjne var roligt og tydede ikke paa noget usædvanligt; kun
Klædedragten maatte synes paafaldende. Ikke en hel Trevl
havde hun paa Kroppen; men dette Virvar af Pjalter bar
tydeligt Præg af ikke at skyldes Tid og Slid, men være hendes
egne Hænders Gjerning. Hun gik barfodet; de spinkle hvide
Fødder syntes ikke at føie noget til Kulden. Støttende Albuen
ind mod Enden af Stokken stod hun med Haand under Kind
ubevægeligt stille paa et og samme Sted uden tilsyneladende
at mærke de korte, kolde Stød af Vinden, der blæste hendes
Pjalter ud fra hinanden.
Jeg henvendte mig atter til den gamle og spurgte om,
hvad Grund hun havde til at foretage en saa lang Fodvandring.
Maaske vilde hun, som det ofte er Skik blandt vore Bønder
anvende Efteraarstiden, hvor der ingen paatrængende nødvendigt
Arbejde er, til at aflægge fjærntboende Slægtninge et Besøg?
Nej, lille Faer, Slægtninge har jeg ingen af i Bessübow
og da heller ikke dér, hvorfra jeg kommer. Der var en Tid,
da jeg baade havde Mand og Børn; nu er hun dér min eneste
i Verden. Det er for hendes Skyld, min kjæreste, at jeg
strider og stræber og gaar den lange Vej. Gode Mennesker
raadede mig til at tage hende med til Bessübowo. Dér, siger
man, b6r en klog Mand, som trækker al Slags Ondskab ud
af Folk. Vor-Herre se til os igjen, saa haardt som det er
blevet for os i den sidste Tid. Saadan en Kone, som hun
var en Gang, saadanne er der ikke mange af.
Den gamle gjorde med Hovedet en Bevægelse hen i
Retning af Datteren, tørrede langsomt først det ene saa det
andet Øje og fortsatte:
Da jeg saa hørte, at der i Bessübowo var en saadan
Mand, der læser over syge, tog jeg Mäscha med mig og gik.
Kan hænde, tænkte jeg, hjælper han hende lidt; der er flere
gode Folk ti! i Verden, end man vil tro. Naar hun nu
blot ikke kommer noget til paa Vejen, lille Fa’er. Der er
langt derhen og Vejret er koldt; de Klæder, hun har paa
Kroppen, ser du selv, skal ikke hjælpe hende meget. Men
der er ingen Ting at stille op med hende; hun begriber
jo ikke, hvad man siger. Alt, hvad man trækker paa hende,
river hun strax af sig igjen, ligesom om Klæderne tog Vejret
fra hende. Jeg kjøbte hende et Par varme Sivsko og gav
hende paa, men nej; hun sparkede den ene til den ene Side
og den anden til den anden og gik videre lige saa barfodet,
som du ser hende. Et er godt, at hun ellers er stille af sig.
Jeg siger hende et skikkeligt Ord, og somme Tider forstaar hun
det; det er jo ogsaa éns eget Barn. Men fremmede Folk
kan hun ikke lide, i Særdeleshed ikke sin Mands Familie.
Hun bor heller ikke mere hos dem, men holder sig til mig,
som hun gjorde, da hun var lille. Jeg sagde blot til hende:
Mäscha, nu gaar vi; saa gik hun strax. Hun gaar ganske
roligt uden at mæle et eneste Ord og bliver hele Tiden ved
Siden af mig, undtagen naar hun faar Øje paa en fremmed:
saa gjemmer hun sig bag ved mig eller støtter sig paa Stokken
og vender Ryggen til. Hun har jo ikke Forstand paa noget
mere, ikke fjærneste Forstand. Men saadan en Kone, som
hun var en Gang! Nu er hun helt spoleret, lille Fa’er. Det
er forbi med hende. Vi er ulykkelige begge to.
Moderen vendte sig atter om mod den sindssyge:
Mäscha !« sagde hun og førte Haanden hen over Øjnene,
Mäscha! kom, lille Barn; du skal ikke være bange for nogen.
Kom nu, min Pige, og lad os gaa -
Mäscha saa op og gjorde en Bevægelse, som om hun
vilde følge med, men ved at faa Øje paa mig vendte hun
atter Ryggen til, trak Hovedet ned imellem Skuldrene og gav
sig til at ridse med Stokken i Jorden.
Jeg gjorde Tegn til den gamle, og vi gik sammen ned
ad Vejen, der førte til Bessübowo. Mäscha fulgte efter i
nogen Afstand. tstmt».)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
