Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 24. 15. Marts 1885 - Edgren-Leffler, A. Ch. Nogle Londoner Typer. Prædikanter, Folketalere og Samfundsreformatorer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nogle
Londoner Typer.
Prædikanter, Folketalere og Samfundsreformatorer.
Af A. Ch. Edgren, f. Leffler.
(Eftertryk og Qvcrwcttclsc forbyd« i Norden.)
I)er lindes næppe nogen egentlig fremragende
Prædikant i London. Englænderne indrømme det selv.
Kirkegangen er ogsaa i Almindelighed mere en
Konvenienssag end Udtryk for en Trang til Oplysning
og Opbyggelse. Det faar man et bestemt Indtryk
af, naar man overværer en engelsk Gudstjeneste.
Man har nærmet sig Katholicismen saa stærkt som
mulig: samme mekaniske Opramsning af Bønner,
Buk til højre, Knæfald til venstre, saa rejser man sig
op, saa sætter man sig ned, en yderst ensformig
Sang, hvide Kordrenge, en Mængde Præster o. s. v.
Man savner kun Svingningen af Røgelsekarrene samt
de Afgudsbilleder paa blomstersmykte Altere, som
man altid træller i de katholske Kirker. Prædikenen
lægges der ikke synderlig Mærke til. Man gaar i
den Kirke, til hvis Menighed man hører, ligegyldig
hvem der prædiker.
Jeg vilde gjærne hore den ogsaa hos os bekjendte
og berømte Farrar, men havde ondt ved at faa at
vide, naar han prædikede. Naturligvis kan ingen
Avis levere en fuldstændig Liste over alle
Søndags-prædikanterne, det vilde, antager jeg, være det samme,
som om et af vore Blade skulde indeholde
Fortegnelser over alle Prædikanter i hele Sverig. Lige saa
lidt som man i Stockholm tænker paa at kjore til
Södcrtelje eller Upsala for dér at overvære
Gudstjenesten paa to Timer, lige saa lidt vilde det i
Almindelighed falde en Londoner ind at rejse til en
Kirke i East-End, hvis lian boede i West-End eller
omvendt. At jeg som rejsende med Interesse for
alle aandelige Strømninger tog hen at overvære
Gudstjenesten baade i Södertelje og Upsala, baade i
Ost og Vest, Nord og Syd, forstaar sig selv.
Ved Frokostbordet erfarede jeg cn Søndag
Morgen som et Rygte, at Farrar skulde prædike i
det stemningsfulde, ærværdige, gamle Westminster
Abbedi, og jeg skyndte mig at tage min Kappe paa,
som det horer sig til ved Kirkegang, om man ellers
vil anses for »respectable , og ilede af Sted ned til
l nderverdenen for at komme med det sidste
Morgentog. Under Gudstjenesten hører, som bekjendt, al
Færsel op.
Udenfor den gamle Domkirkes gothiske Døre stod
en stor Mængde fornemme Damer med Kapper paa
samt en og anden Herre med høj sort Hat, alle med
hængende Mundvige og nedslagne Øjne, som den
højtidelige Anledning krævede. Jeg vendte mig til
den nærmest staaende Dame og spurgte, om det var
Canon Farrar, der skulde prædike den Dag. Hun
saa ikke op, men svarede blot med cn umærkelig
Bevægelse af de sammenknebne Læber: dont krnnv.
Jeg vendte mig til en anden, en tredje, cn fjerde —
samme Svar i samme yderst ligegyldige Tone. Det
var klart, at ingen af dem var faldet paa den simple
Tanke at skaffe sig Underretning om, hvem det var,
der skulde prædike. Og dog nævnes Farrar altid
NORDISK UGEBLAD.
Kjøbenhavn.
Udkommer hver Sondag.
Nr. 24.
15. Marts 1885.
3 Kr. Kvartalet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
