Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 24. 15. Marts 1885 - Grigoròwitsch, W. Moder og Datter. Et Efteraarsbillede. Fra Russisk ved Thor Lange - Pisemski, Alexis. Tusend Sjæle. Roman
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
2 67
HJEMME OG UDE.
Nr. 21.
Ansigt lyste af den paafaldende Ro og Klarhed, der næsten
udelukkende møder os hos Folk, som ere bleven ramte af en
stor Ulykke uden derfor at give tabt, men have taget sit Parti
og fundet en Støtte.
Prammen nærmede sig imidlertid til den modsatte Bred.
Ude i Agterenden blev Skrigeriet og Spektaklet værre og
værre. Denne Gang var der for Resten noget at raabe for.
Under Overfarten havde der rejst sig en temmelig stærk Blæst,
der strøg langs ned med Bredden og, som det ikke er sjældent
i Efteraarsmaanederne paa de store Floder, satte Vandet
saaledes i Bevægelse, at Prammen gjærne kunde have revet sig
løs af Træktovet og være dreven ned ad Strømmen. 1 et
Øjeblik blev det bælgmørkt rundt omkring og bidende koldt.
Store Sneflokke snurrede rundt i Luften, og paa en Gang
væltede Sneen ned i Spandevis, pisket ind i Øjnene paa os
af hvert Vindstød, der kom.
Alle Mandfolkene om Bord fik noget at bestille. Nu
blev der taget fat, og i en Haandevending vare vi ovre paa
den anden Side.
Prammen havde endnu ikke rigtig faaet lagt til ved
Plankebroen, hvor den skulde ligge, før Mäscha med et Spring
var i Land og løb videre op ad Vejen. Den gamle udstødte
et Skrig og satte efter hende.
Jeg var en af de sidste, der gik ud af Færgen. Da jeg
vendte mig om til den Kant, hvor Moder og Datter vare
gaaede bort, mødte mit Øje ikke andet end de tætte Sneflokke,
der samlende sig i et Lagen af mange Miles Brede viftede i
I.lift en og slørede Omgivelserne til.
Tusend Sjæle.
Roman af Alexis Pisemski. Fort»!’.
Hm! udbrød Peiagia.
Hvad skal man da gjøre i saadant et Tilfælde, sagde
jeg, vedblev den gamle og slog Hænderne sammen. Den
rige, sagde han, kan gjøre, hvad han vil, den fattige maa først
sørge for, at han har noget at leve af, naar han vil gifte sig.
Det vil sige, nu kan du jo forstaa det, som du vil.«
»Er du lykkelig i Dag?« sagde Nastenka til Kalinovitsch,
da de allerede var i Nærheden af Huset.
■ Ja, svarede Kalinovitsch, »og denne Lykke har jeg ene
og alene jeres Familie at takke for.
Hvorfor det? Jeg skulde dog mene, du har dit eget
Talent at takke for den..
»Aa Talent! 1 jeres Familie, fortsatte Kalinovitsch, er
jeg blevet optaget, som om jeg var et Barn i Huset, og jeg
har fundet Kjærlighed og endelig Protektion, da det gjaldt
mit vigtigste Foretagende. Det vil vare længe, inden jeg kan
gjengjælde jer det. <
; Elsk mig — lad det være din Gjengjældelse.
»Ophøre at elske dig, det hverken kan eller tør jeg,-,
sagde Kalinovitsch, idet han betonede de sidste Ord.
»Tør jeg,« gjentog Nastenka grublende; »men hvis det
nogen Sinde skete, saa kunde jeg ikke finde mig i det ... .
jeg døde,< tilføjede hun, medens Taarerne strømmevis styrtede
ned ad hendes Kinder.
»Hvorfor græder du? Det kan aldrig ske, eller . . .«
»Eller?«
»Eller jeg maatte blive en helt anden i moralsk
Henseende,« svarede Kalinovitsch.
Jeg tror dig,« sagde Nastenka, idet hun kraftigt trykkede
hans Haand.
De tav et Øjeblik,
Sagen er den,« begyndte Kalinovitsch igjen med rynket
Pande; »det forekommer mig, at din Familie begynder at
være uvillig stemt mod mig og at se paa mig med mistroiske
Øjne.
Hvem er det? Er det Kaptejnen?»c spurgte Nastenka.
Jeg taler ikke om Kaptejnen. Han har længe hadet
mig . . . hvorfor, véd jeg ikke; men ogsaa din Fader; han
skjuler det; men jeg ser altid Utilfredshed i hans Ansigt, især
naar jeg har været alene med dig; og om det saa er Peiagia,
saa er hun ogsaa uvenlig imod mig.«
Nastenka sukkede.
»De gætter sig til vort Forhold.«
»Hvor skulde de kunne gætte det? Officielt er jeg kun
høflig imod dig, ikke andet.’
Hvor de kan gætte det? Af alt! Du kan være nok
saa forsigtig; men jeg lider forfærdeligt, naar du ikke er til
Stede.
Hvorfor gjør du det?
»Aa, hvor du er underlig! Hvordan skal jeg bære mig
ad, naar jeg ikke kan skjule det? Og hvorfor skal jeg søge
at skjule det? De véd det jo allesammen. Onkel sagde
forleden til Fader, at han ikke skulde modtage dig mere.^
Kalinovitsch blev mere og mere mørk.
Det er rædsomt, saa denne Kaptejn er en gammel
Kælling!«
»Nej, han er meget god. Han har endnu ikke sagt
alt, hvad han véd,« svarede Nastenka og sukkede; »men hvad
der gjør mig mest ondt, er hans Fordom mod dig. Han er
overbevist om, at du bedrager mig. t
Hvor han kjender mig godt,•< sagde Kalinovitsch spotsk.
Ja, han forstaar dig jo rigtig nok ikke; men hvor kan
man ogsaa forlange det af ham?«
Under denne Samtale kom de hjem. Kaptejnen ventede
allerede paa dem.
■. Jeg hører, du har været i Klostret,« sagde han til Peter
Mikailovitsch.
Ja, Hr. Kaptejn, vi har været i Klostret. Jakob
Vassilytsch vilde opsende en Takkebøn til Helgenen. Hans
Værk er blevet trykt og har gjort stor Lykke, og vi fejre,
om jeg saa maa sige, en Sejr i Dag! Det er omtrent, som
om De havde indtaget en Fæstning. De har Hæder, og vi
har Hæder!«
»Ja, saamænd, sagde Kaptejnen.
-Men nu vil vi drikke Champagne, Peter Mikailovitsch,«
sagde Kalinovitsch.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
