Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 25. 22. Marts 1885 - Edgren-Leffler, A. Ch. Nogle Londoner Typer. Prædikanter, Folketalere og Samfundsreformatorer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
2 67
HJEMME OG UDE.
Nr. 21.
med Bradlaughs Fader, den unge Mand vide, at hvis
han ikke inden tre Dage opgav sine kætterske
Anskuelser og gik over til den rette Tro, saa skulde
han miste den Plads, han havde som Bogholder hos
en Kulhandler.
Dette var den første alvorlige Fristelse. Opgive
sin saa nylig i ærlig og aaben Strid tilkæmpede
Overbevisning eller sulte — det var det Valg, der
var stillet den I7aarigc Yngling.
Kamplyst, Trods og ungdommelig Begejstring
for de nye Idealer gjorde ham Afgjorelsen let, og
en skjøn Dag stod han med sin Bylt i Haanden,
udvist med Skam fra det fædrene Hus og fra sin
Bestilling, ene og uden en eneste Skilling i Lommen
paa Londons Gader.
Han var dog ikke saa venneløs, som han selv
troede; han havde allerede gjennem sine offentlige
Taler fundet Venner, og ved disses Mellemkomst
lykkedes det ham at oprette sin egen lille
Kulforret-ning. Hans bedste Kunde var en Fmke, der havde
et Bageri og som viste ham megen Velvilje, ja, det
vil sige, kun indtil hun en Dag fik at hore om hans
Optræden i adskillige Fritænkerforeninger og de Taler,
han der havde holdt. Saa vilde hun ikke længer
kjøbe Kul af en vantro og erklærede naivt med Gru,
at hun var bange, hendes Brød skulde komme til at
smage af Svovl.
Samtidig tog Forfølgelserne til, og Vejen spærredes
i alle mulige Retninger for den unge Mand, der var
villig til at udfore et hvilket som helst Arbejde, men
hvem ingen vilde betro noget, eftersom det
forfærdelige Ord »<?« infidel (en vantro) lyste ham i
Ban fra Samfund med alle saakaldte agtværdige Folk.
Tilsidst stod der ham ingen anden Udvej aaben
end at lade sig hverve som Soldat. Han blev med
de øvrige Rekrutter sendt til Dublin, men følte sig
meget ilde til Mode blandt alle disse raa Ynglinge,
som haanede ham for lians paa den Tid klodsede
Figur og legemlige Svaghed, der var en Følge af
Sult og allehaande Forsagelser, og som ikke forstod
de Drømme, Tanker og Spørgsmaal, der sysselsatte
hans arbejdende Hjærne. Man havde undersøgt hans
Tornyster og fundet, at en græsk Ordbog og en
arabisk Ordsamling var hans vigtigste Ejendele, og
enhver kan let forestille sig den uendelige Haan, der
fulgte efter denne Opdagelse. Den græske Ordbog
blev strax brugt til at spille Bokl med, og Bradlaugh
stræbte forgjæves at forsvare den. Da Kammeraterne
var blevne trætte af Legen, gjemte han dog de
tilbageblevne leaser, og den ilde medhandlede Bog
findes endnu paa hans Hylde. Imidlertid fik han
allerede under Overrejsen til Dublin Lejlighed til at
imponere sine Kammerater. Der rejste sig en Storm,
og Kaptejnen behøvede Rekrutternes Hjælp til at
stuve Lasten om, hvorfor han lovede dem en Sum
Penge til Belønning, naar Faren var over. Men da
han senere skulde indfri sit Løfte, søgte han at slippe
fra det ved et Krigspuds. Han tilbød nemlig nogle
af de stærkeste lidt mere, end der var bleven dem
lovet, og vilde saa til Gjengjæld intet give de andre.
Bradlaugh havde lidt af Søsyge hele Tiden. Bleg
og huløjet, en dinglende og svag Skikkelse, modløs
og sky som en Folge af Kammeraternes Haan og
Mishandling, var han vel den, af hvem man mindst
ventede nogen Indblanding i denne Sag. Stor var
derfor baade Kaptejnens og Rekrutternes Forbavselse,
da den graalig blege Ynglings Øjne pludselig begyndte
at lyne. Han rettede sit sammensunkne Bryst, traadte
frem midt paa Dækket og brod ud i en veltalende,
flydende Ordstrøm, hvori han i de mest højtravende
og patethiske Udtryk foreholdt Kaptejnen det uhæderlige
i hans Adfærd og endte med den imponerende Trusel,
at han vilde indsende en Artikel om Sagen til Times.
Kaptejnens Forbavselse og Bestyrtelse over den
pludselige Forvandling, som den stakkels kejtede
Rekrut saaledes var undergaaet, maa have været
ubeskrivelig. Bradlaugh naaede sit Maal og
erhvervede sig oven i Kjøbet sine Kammeraters
Taknemlighed og Agtelse.
Der fortælles flere karakteristiske Træk fra hans
Rekruttid. Han var en ivrig Ven af Maadeholdssagen
og talte ofte paa Møder i dette Anliggende. Naar
han ikke tik Udgangslov, lod han Kammeraterne
hejse sig ud gjennem Vinduet ved Hjælp af
sammenknyttede Lagener. Han foretrak at sidde i Arrest
efter sin Hjemkomst fremfor at undlade at gavne den
Sag, han omfattede med saa stor Begejstring.
Om Søndagen var Rekrutterne naturligvis tvungne
til at gaa i Kirke, og da hændte det sig en Gang,
at Præsten i Slutningen af sin Prædiken hentydede
til, at Rekrutterne vel vanskelig havde været i Stand
til at folge og forstaa hans Foredrag. Dette vakte
Fortry delse i Lejren, og Bradlaugh skrev et Brev til
Præsten, hvori han dels viste ham, at han fuldstændig
havde fulgt og forstaaet hans Foredrag, dels henledte
hans Opmærksomhed paa adskillige urigtige Paastande
og ulogiske Slutninger, som forekom i Prædikenen.
Man ventede, at denne Dristighed ikke skulde faa
Lov at gaa ubemærket hen, og den følgende Søndag
lyttede Rekrutterne opmærksomt til Prædikenen,
beredte til en Demonstration til Fordel for Bradlaugh,
hvis han skulde blive angrebet. Præsten begyndte
ganske rigtig at tale i nedsættende Ord, der udtry kte
hans Foragt for det Brev, han havde modtaget, men
han fik ikke fuldfort Sammenhængen, forend 300
Dragoner alle som én Mand drog deres Sabler og
lod Vaabnene rasle mod Gulvet. Virkningen af dette
dristige Skridt var saa stor, at man, for at undgaa
Skandale, undlod at straffe Mandskabet.
F>n anden Gang havde en af de store
Jordegodsejere faaet det Indfald at afspærre en Alfarvej,
der tidligere havde staaet aaben, og bygget et Stakit
og en Port, der blot aabnede sig for Herskaberne,
men ikke for Bønderne. Dette vakte naturligvis
Forbitrelse, og atter var Bradlaugh rede til at tage
sig af de undertrykte og tale deres Sag. Efter at
have forvisset sig om, at Foranstaltningen var
fuldkommen ulovlig, samlede han en Skare Soldater og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
