Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 25. 22. Marts 1885 - Pisemski, Alexis. Tusend Sjæle. Roman
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
"Nr. 21.
HJEMME OG UDE.
316
ikke Flertallet af Fyrstens bekjendte, og naar nogen delvis
troede derpaa, eller endog vidste det bestemt, saa ansaa han
sig dog ikke for berettiget til at tale om det, fordi næsten
alle og enhver, selv om Fyrsten ikke havde gjort dem en
eller anden Tjeneste, dog i det mindste var blevet smigrede
af ham.
I Generalindens Hus var der for Øjeblikket stort Liv
paa Grund af Fyrstens Ankomst; Husholdersken vejede Sukker
af. Lakajerne heldte Olie paa Lamperne og passede
Stearinlysene til, den magre maitre tf hotel var gaaet paa Torvet og
havde kjobt alle store Fisk og det bedste Kjød og havde
hentet meget dvr Rhinskvin op af Kjælderen. Fyrsten var
en stor Gourmand og drak kun dyr Rhinskvin ved Bordet.
Hen imod ét begav Generalinden sig fra Sovekamret ind i
Dagligstuen og tog omgivet af Puder Plads paa sin elskede
Hjørnesofa. Paa Spillebordet laa der en Stabel Bøger og et
stort Kræmmerhus Slikkeri; førstnævnte havde Fyrsten taget
med fra sit Bibliothek til Mademoiselle Pauline, og Slikkeriet
var bestemt til Generalinden. Hun holdt i det hele meget af
søde Sager, og da Fyrsten havde en udmærket Konditor, saa
sendte eller bragte han hyppigt den gamle Dame fire, fem
Pund af det mest udsøgte Bagværk, hvad der voldte hende
stor Nydelse. Mademoiselle Pauline, som ligefrem levede op
og aandede friere efter Fyrstens Ankomst, var i Færd med af
en Sølvkaffekande at skjænke Kaffe i kostbare
Porcellæns-kopper. som stod paa en Sølvbakke. Fyrsten sad mageligt i
en blød Lænestol. Generalinden saä sløvt, men venligt paa
ham, saa begyndte hun at betragte Kaffekopperne.
Værsgo’ og giv mig noget Kaffe, Pauline,« sagde hun.
Den gamle Dame havde efter sin Sygdom faaet en
forskrækkelig Lyst til Kaffe.
Mama!« sagde Pauline med en halvt bebrejdende, halvt
bedende Stemme.
Generalinden trak paa Skuldren og vendte sig bort fra
Datteren; Mademoiselle rystede paa Hovedet og sukkede.
En lille Kop Kaffe kan virkelig ikke skade hende,«
sagde Fyrsten.
Det paastaar jeg ogsaa; men hvad skal jeg gjøre, naar
alt skacer mig og alt er mig forbudt efter Paulines Mening?«
sagde den gamle Kone ærgerlig.
Mademoiselle Pauiine smilede sørgmodigt og skjænkede
en Kop til hende.
Vær saa god, Mama, drik saa, jeg har allerede ...
sagde hun, idet hun rakte Moderen Koppen.
Generalinden indslubrede langsomt, men med Velbehag
Kaffen og spiste to Mundfulde Hvedebrød dertil.
Det er god Kaffe, sagde hun endelig.
Et Glas Vand, ma tante. De maa drikke et Glas Vand!
Denne Regel maa De altid iagttage,« sagde Fyrsten og truede
ad hende.
For mig gjærne, svarede Generalinden i en Tone, som
om hun gjorde nogen en stor Tjeneste.
Generalinden drak modstræbende Vandet.
Aa, I kurerer ogsaa altid paa mig,« sagde hun, idet hun
langsomt vendte sine Øjne hen imod det Kræmmerhus, som
laa paa Bordet. Giv mig saa et Stykke af det dér, min
Ven, som Belønning, fordi jeg har adlydt dig,« sagde hun
indsmigrende.
»Tør du ogsaa det før Bordet, Maman ? ■ bemærkede
Pauline.
Det skader ikke, det er ganske uskyldigt, sagde Fyrsten
og gav Generalinden tre Stykker i Stedet for ét. Hun
fortærede dem med stort Velbehag, saa lod hun efterhaanden
sit Hoved synke og faldt i Søvn.
Hun gaar i Barndom, hun gaar fuldstændig i Barndom,
hviskede Fyrsten.
Mademoiselle Pauline sukkede.
»Fuldstændig i Barndom,; gjentog han, idet han satte
sig paa en Stol langt fra hende og tændte en Cigar.
Pauline satte sig ved Siden af ham. Fyrsten betragtede
hende en Tid lang med stor Interesse.
»Men hvor De er blevet mager, Kusine! min Gud, min
Gud!« hviskede han.
Pauline smilede sørgmodigt.
Du skulde hellere spørge, Fyrste, < svarede hun hviskende,
■hvorledes jeg i det hele taget kan leve. Hvor jeg kan
udholde, hvad jeg har lidt i denne Tid, det fatter jeg selv ikke.
At leve fem Aar i dette Hul, hvor jeg ikke ser noget
menneskeligt Ansigt — og nu efter denne Sygdom! Jeg har ikke
Ro hverken Dag eller Nat . . . evige Capricer ... og endelig
denne afskyelige Gjerrighed — aa Gud, det er utaalelige og
jeg har undertiden Øjeblikke, i hvilke jeg kunde gjøre Gud
véd hvad!«
Fyrsten trak paa Skuldren.
;Taalmodighed, Taalmodighed! Ulykke ender ogsaa
en Gang, og her, forekommer det mig, kan det ikke vare
længe,« sagde han, idet han saå hen paa Generalinden. Etter
en lille Pavse vedblev han: Hvad blev det saa til med
Moskov?«
Det blev ikke til noget, det vidste jeg i Forvejen,
svarede Pauline.
»Det er kjedelig!! Jeg havde instrueret hende saa godt.-
Ja, du havde instrueret hende! Hun er altid enig med
dig og gjør saa alligevel, hvad hun har Lyst til. Efter at du
havde været her, besvarede hun hans første Brev meget pænt,
men da han i det følgende gjorde en meget delikat Hentydning
til Medgiften — min Gud! — da blev hun ligesom ude af sig
selv, skjændtes med mig og svarede ham saa groft, som du
ikke kan tænke dig det.-
»O mon dieu! mon dieusagde Fyrsten med
opadvendte Øjne.
>Hun tænker kun paa Medgiften,* fortsatte Pauline, hun
vil enten gifte mig bort uden Medgift eller lade mig blive til
en gammel Jomfru; for hvem tager mig uden Medgift? Jeg
véd meget godt, at jeg ikke er en Skjønhed!<■•
En næppe mærkelig Grimace for hen over Fyrstens
Ansigt.
Og jeg siger dig lige ud. Fyrste,- vedblev Pauline, jeg
vil giftes; for jeg vil endelig en Gang være fri for denne
skrækkelige Plage og leve uafhængig. Nu har jeg tit ikke
en Gang et Par Kopeker i Naalepenge? Hvad skal det siger
Min salig Faders fem hundrede Sjæle tilhorer efter Loven mig.
Jeg har længe villet tale med dig om det, Cousin. Kan jeg
ikke i Følge Loven faa denne Formue udleveret? Den
tilhører jo mig.«
Fyrsten blev mørk under dette Foredrag.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
