Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første Bog. Miss Brooke - XII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
„Mary, Du er altid saa heftig.“
„Og Du er altid saa opirrende.“
„Jeg? Hvad kan Du bebreide mig?“
„Dadelfeie Folk ere altid de meest op-
irrende. Nu ringede Onkel — vi maae vist
gaae ned.“
„Jeg havde ikke isinde at hppe Trætte,“
sagde Rosamnnde, idet hun tog Hatten paa.
„Trætte? Nonsens; vi have ingen Trætte
havt. Naar man ikke undertiden stjandtes lidt,
hvad kunde det saa nytte at være Venner?“
„Maa jeg fortælle igjen, hvad Du har sagt?“
„Ganske som Du vil. Jeg siger aldrig
andet, end hvad jeg tør staae ved. Men lad
os nu gaae ned.“
Me. Lydgate kom noget seent den Dag;
men Gjæsterne bleve dog længe nok iil at see
ham; da Me. Featherstone bad Rosamande om
at svnge for sig, og hun var selv saa venlig at
foreslaae en anden af hans Ynglingssange —
,,F’low on, thou shining river“ — efterat
hun havde sungek ,,H0me sweet home,“
(som hun afskyede).
Mr. Feathetftone applauderede endnu den
sidste Sang og forsikkrede Missy om, at hendes
Stemme var saa klar som en Solsorts, da
Me. Lydgates Hest passerede forbi Vinduet-
Hans Forventning om et sædvanligt kjedeligt
Besøg hos en gammel Patient — der neppe
kunde troe, at Medicinen ikke kunde bringe ham
paa Benene, naar Lægekne kun vare kloge nok
——i Forening med hans almindelige Mistro til
Middlemarchs Tillokkelse dannede en meget
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
