Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Syvende Bog. De to Fristelser - LXIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
137
„Jeg troer ikke, at Lydgate nogensinde har
betragtet sin Praxis som et Levebrød,“ sagde
Mo. Toller med et let Anstrøg as Ironi, og
dermed blev der ikke talt mere om den Sag.
Det var ikke første Gang, at Me. Fare-
brother havde hort Hentydninger til, at Lyd-
gates Udgifter ikke stode i Forhold til hans
Praxis; men han sandt det ikke usandsynligt,
at der fandtes Hjælpekilder, som kunde undskylde
de store Bekostniager, da Lodgate satte Bo, og
som kunde forhindre alle stemme Følger as Skuf-
felser i hans Praxis. En Aften, da han var
gaaet til Midlekcarch for at faae sig en Pas-
siar med Lydgate som i gamle Dage, lagde
han Mærke til, at der var udbredt en underlig
Uro over dennes hele Væsen. Han talte næsten
uophørligt, medens de vare ene i hans Arbeidsss
væreise, om forsljellige videnskabelige Gjenstande,
som om han vilde forhindre al fortrolig Med-
delelse, og snart efter gik de ind i Dagligstuen,
hvor han, efterat have opfordret Rosamunde til at
give dem lidt Musik, sank tilbage i en Læne-
stol, uden at tale mere, men med klare, ud-
spilede Øine „.Hau maa have taget et Opiat,“
var den Tanke, der faldt Me. Fakebrother ind
— „maastee for at dwmpe en ægteskabelig Smerte
eller ogsaa — medicioske Plagetier.“
Det faldt ham ikke ind, at Lydgates Ægteskab
ikke var lykkeligt, han troede som de Andre, at
Rosamunde var et elskværdigt, søieligt Væsen,
endskjøndt han altid havde fundet hende lidt
kjkdsommelig og hans Moder kunde ikke tilgive
Rosamnnde, at hnn aldrig syntes at- lægge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
