Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ottende Bog. Solnedgang og Solopgang - LXXVI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
279
thea kjækt. „Jeg er vis paa, at Sandheden
vil retfærdiggjøre Dem.“
Lydgate sprang op og gik heniod Vinduet,
idet han ganske glemte, hvor han var. Han
havde saa ofte i sit stille Sind tænkt paa Mu-
ligheden af at give en Forklaring, der ikke
kunde skade Bulstrvde, og havde ligesaa ofte
besluttet ikke at gjøre det, da han havde sagt
til sig selv, at hans Forsikkringer ikke vilde
forandre det Indtryk, Folk engang havde faaet,
at Dorotheas Ord lød som en Fristelse til at
gjøre Noget, som han i en roligere Stemning
havde anseet for at være ufornuftigt.
„Jeg beder Dem, fortæl mig det,“ sagde
Dorothea med troskyldig Alvor, „saa kunne vi
tale sammen, om hvad der er at gjøre. Det
er stygt at lade Folk med Urette tale Ondt om
Nogen, naar det kan forhindres.“
Lydgate vendte sig om, idet han hnskede, hvor
han var; og saae Dorotheas milde, tillidsfulde
Øine hvile paa sig. En ædel Navn-, der er
ivrig isin Barmhjertighed, kan ofte forandre
vort Blik paa en Sag: vi begynde at see Tin-
gene i deres større, roligere Masse og at troe,
at vi ogsaa kunne blive sete og bedømte efter
vor Charakteers Heelhed. Denne Indflydelse
begyndte ogsaa at gjøre sig gjældende hos Lyd-
gate, der saalænge havde seet Alt i mørkt Lys.
Han satte sig atter og følte, at han begyndte at
gjenvinde sin gamle Selvtillid ved Bevidstheden
om, at han var sammen med En, der troede
paa ham.
„Jeg ønsker ikke,“ sagde han, „at reise Be-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
