Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ottende Bog. Solnedgang og Solopgang - LXXXI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Mr. Farebrother, Mr. Broocke og Sir Ja-
mes Chettam; De troe Alle paa Deres Mand.
Kan det ikke trøste Dem og give Dem Mod?“
Dorotheas Ansigt var blevet oplivet, og da
Rosamunde saae det saa nær, følte hun Noget,
der lignede en undseelig Frygtsomhed ligeoverfor
en Overordnet, i denne selvsorglemmende Jvers
Nærværelse Hun sagde rødmende og forlegen:
“Tak, De er meget god.“
„Han indsaae, at han havde begaaet en stor
Uret ved ikke at sige Dem alt dette. Men De
vil tilgive ham. Det var, fordi Deres Lykke
meest as Alt laa ham paa Hjertet — han følte,
at hans Liv var Eet med Deres, og det, der
" gjorde ham meest ondt, var, at hans Ulykke kom
til at gaae ud over Dem. Han kunde tale til
mig, fordi jeg stod udenfor Sagen. Da var
det, at jeg spurgte ham, om jeg maatte besøge
Dem; thi jeg følte saameget for hans og Deres
Sorg. Det er Grunden, til, at jeg kom igaar
og hvorfor jeg kommer idag. Sorgen er saa
haard at bære, er den ikke? — Hvorledes kunne
vi leve og tænke paa, at Andre have Bekym-
ringer, som vi kunne ashjcrlpe — og aldrig
prøve derpaa?“
Dorothea, der nu var aldeles behersket af sin
Følelse, glemte alt Andet, end at hun af hele
sit Hjertes Fylde talte til Rosamunde. Hendes
egen Bevægelse fik hendes Stemme til at skjælve,
og hun havde ubevidst igjen lagt sin Haand paa
den lille Haand, hun tidligere havdetrykkeh
Rosamunde brast i Følelsen af en overvæl-
dende Smerte, som om hun. havde et Saar,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
