Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ottende Bog. Solnedgang og Solopgang - LXXXI - LXXXII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sDtZ hlive mere misfornoiet med mig end nogen-
m e.“
Lydgate lo ad dette „saa ofte“. Men har
hun gjort Dig mindre misfornoiet med mig?“
„Det troer jeg, hun har,“ ,sagde Rofamuude
og saae op paa ham. „Hvor Dine Øine ere
matte, Tertius —— og stryg dog dit Haar lidt
tilbage-“ Han løftede sin store hvide Haand op
for at adlyde hende og følte sig taknemmelig for
det lille Tegn paa Interesse, som vistes ham.
Stakkels Rosamundes omstreifende Phantasi var
kommen tilbage, skrækkelig ftraffet„— tilstrække-
ligt hdmyget til at søge Tilflugt under det gamle
foragtede Ly. Og dette Lh var der endnu: Lyd-
gate havde med sørgmodig Resignation modtaget
sin Skjæbne Han havde valgt dette strabelige
Væsen og maatte tage hendes Livs Byrde paa
sine Arme.
Toogfirsindstyvende Kapitelz
Landflygtige leve stadigiHaabet og ere meget
ntilbvielielige til at blive i Landflygtighed, med
mindre de ere nødte til det. Da Will Ladislaw
tog fra Middlemarch, havde han ikke stilletnogen
stærkere Hindring for at vende tilbage dertil
end sin egen Beslutning, og denne var paa in-
gen Maade nogen Jernbom, men kun en Sinds-
stemning, der let kunde forandre sig. Alt som
Maanederne gik, blev det ham vanskeligere at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
