Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 127 —
«for jeg er allerede bleven forbandet
sulten igen, Hvad siger du, Ned?»
«Jeg er ganske enig med den sidste
ærede Taler,» svarede Gascoigne; «men
har du ellers tænkt over, Jack, at det
maaske er det sidste Maaltid, vi spise
i dette Liv.»
«Saa stemmer jeg for, at det
bliver saa godt som muligt — men
hvorfor mener du ellers det, Ned?»
«Jo, for om en halv Times Tid
eller saa ere vi inde paa Kysten,»
«Nu vel, det var jo ogsaa den, vi
vilde ind til. »
«Ja, men Søen gaar højt, og
Fartøjet kan let blive slaaet itu mod
Klipperne.»
«Saa blive vi fri for alle
Forespørgsler om den og Mændene.»
«Meget sandt; men en Lægerval
er ikke til at spøge med; vi blive
maaske knuste lige saa vel som
Baaden — det kan vist ikke engang nytte
os, at vi kunne svømme. Hvis vi
kunde finde en Vig eller et Stykke
sandet Havbred, kunne vi maaske dog
komme vel beholdne i Land.»
«Nu vel,» svarede Jack, «jeg har
ikke været ret længe til Søs og
forstaar mig naturligvis ikke paa den
Slags Ting. Jeg er engang bleven
dreven til Søs, men aldrig til Lands.
Maaske forholder det sig, som du siger;
men jeg kan nu engang ikke se Faren
— lad os bare straks lade hende løbe
lige op paa Land. »
«Ja, det er netop det, jeg vil prøve
at gøre,» svarede Gascoigne, der havde
været fire Aar til Søs og meget godt
vidste, hvad han skulde gøre.
Jack rakte ham et stort Stykke
Brød og en Pølse.
«Tak, men jeg kan ikke spise.»
«Saa kan jeg for os begge,»
svarede Jack med Munden fuld af Mad.&
Jack spiste, medens Gascoigne
styrede, og den Fart, hvormed
Speronaren for ind mod Kysten var ligefrem
skrækkelig. . Den for som en Pll fra
Bølge til Bølge, og det saa ud, som
om den spottede deres Angreb, naar
deres Toppe vare nær ved at brydes
over den lave Agterdel. De vare knap
en Kvartmil fra Strandbredden, da
Jack, der var bleven færdig med sin
Aftensmad og nu sad og stirrede paa
den fraadende Brænding, udbrød:
«Det er paa min Ære et skønt
Syn — herligt! herligt!»
«Han bryder sig om ingenting,»
tænkte Gascoigne, «han synes ikke at
have fjerneste Begreb om Faren.»
«Naa, kære Ven,» sagde Gascoigne,
«om nogle faa Minutter ville vi være
inde mellem Klipperne. Jeg maa blive
ved Roret; thi jo højere vi kunne faa
hende tvungen op, des bedre Chancer
have vi. Men det kunde dog ske, at
vi ikke saas mere, og derfor vil jeg
sige dig Farvel, og Gud velsigne dig.»
«Gascoigne», sagde Jack, «du er
saaret, og jeg er ikke. Din Skulder
er stiv, og du kan knap røre din
venstre Arm, Jeg kan vist styre lige saa
godt ind mod Klipperne som du. Gaa
du derfor hen i Forstavnen, da vil du
have bedre Udsigt til at blive frelst
end her. Det er sandt,» vedblev han,
idet han tog sine Pistoler og stak dem
i Bæltet, «det er dog ikke værd, vi
lade dem blive her, de have allerede
gjort os saa god ’Tjeneste. Lad saa
mig tage Roret, Gascoøigne.x»
«Nej, nej, Easy.»
«Ja, men jeg siger jo,» udbrød
Jack med høj, bydende Stemme, «og
hvad mere er, «jeg vil lystres,
Gascoigne, Selv om jeg mangler Indsigt,
saa har jeg dog gode Kræfter, og det
er da heller ingen stor Kunst at styre
lige md mod Klipperne. Giv mig
Roret, siger jeg. Naa — ja vil du ikke
med det gode, saa maa jeg jo tage
det med Magt.»
Jack vristede Rorpinden ud af
Gascoignes Haand og gav kam et Stød,
saa han tumlede fremad i Baaden.
«Nu kan du holde Udkig og sige
mig, hvorledes jeg skal styre.»
Hvad Gascoigne saa end tænkte
om denne vor Helts Opførsel, saa gik
det dog straks op for ham, at det
eneste, de havde at gøre, var at
landsætte Speronaren paa det bedste Sted,
og at han derfor kunde gøre mere
Nytte forude end ved at sidde til Rors,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
