- Project Runeberg -  Mr. Midshipman Easy /
162

(1899) [MARC] Author: Frederick Marryat Translator: Peter Jerndorff-Jessen
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

— 162 —

Kaptajn Wilson havde mistet saa
mange Officerer, at han var i lidt
Forlegenhed med, hvem han skulde sende.
Egentlig talt havde han jo selv ikke
længer Kommandoen paa Harpy, og
der var kun een Løjtnant og ingen
Master eller Mastersmat. Gascoigne og
Jack vare de eneste tjenstdygtige
Kadetter, og han var bange for at betro
Kommandoen til dem paa en
Ekspedition, der krævede stor Hurtighed.

«Hvad skulle vi gøre, Sawbridge?
Skulle vi sende Easy eller Gascoigne
eller dem begge — eller ingen af dem?
Saa meget er vist, at hvis de ikke
komme hurtig tilbage, vil Admiralen
ikke lade dem slippe saa let som vi.»

«Ja, nogen maa vi jo sende,
Wilson,» svarede Kaptajn Sawbridge, «og
det er jo Sædvane at sende to
Officerer, for at den ene kan sørge for at
faa Okserne om Bord, medens den
anden sørger for Indskibningen. »

«Nu vel, saa send dem da begge
to; men forman dem ordentlig først.»

«Jeg tror ikke, de kunne faa
Lejlighed til at komme i Knibe der,»
svarede Sawbridge, «og det er et saadant
elendigt Hul, at de ville sørge for at
komme derfra saa hurtigt som
muligt. »

Easy og Gascoigne bleve nu kaldte
op; de hørte meget ærbødigt paa alt,
hvad Kaptajn Sawbridge sagde til dem,
lovede at opføre sig eksemplarisk,
modtog et Brev, som de skulde aflevere til
Vicekonsulen, og bleve derefter tillige
med deres Køjer og Kister sendte om
Bord i Briggen Mary Ann paa to
Hundrede og seksten Tons, der var
fragtet af Regeringen, og hvis Skipper
og Mandskab havde meget travlt
forude med at lette.

Skipperen kom agterud for at
modtage dem; det var en undersætsig,
rødhaaret ung Mand med Hænder, der
vare lige saa brede som en
Skildpaddes Luffer. Han havde ogsaa meget
brede Skuldre og et bredt Ansigt med
mange Fregner og en Braknæse; men
var han saaledes ikke meget smuk,
var han til Gengæld meget godmodig.

Saa snart Kisterne og Køjerne vare

komne op paa Dækket, sagde han, at
han, saa snart han havde lettet og var
gaaet under Sejl, vilde traktere dem
med nogle Flasker Porter. Jack
foresløg ham imidlertid, at han skulde lade
Porterne bringe op, saa kunde de
drikke, imens han fik Ankeret op, og
de vilde derved spare Tid.»

«Ja, Tid vil det kanske nok spare,
men ikke Porter,» svarede Skipperen;
«men De skal nok faa det, som De
ønsker det.»

Han kaldte paa Skibsdrengen,
befalede ham at bringe Porterne og gik
derefter forud. Jack lod Drengen hente
to Stole, satte Porterne paa
Kahytskappen, og derefter tog han og
Gascoigne Plads. Ankeret blev lettet, og
Transportskibet løb nu ud for sit
Foremærssejl; thi der var kun en lille
Besætning, og denne havde fuldt op at
gøre med Ankeret. Skibet løb tæt forbi
Harpy, og da Kaptajn Sawbridge saa
begge Kadetterne tage sig det saa
mageligt med Benene over Kors, foldede
Armene og deres Porter foran sig,
havde han den største Lyst til at
befale Transportskibet at lægge bi; men
da han ikke havde andre Officerer at
undvære, vendte han dem Ryggen, idet
han mumlede: »Jeg skulde tage meget
fejl, om der ikke ogsaa fra dette ’Togt
bliver en god Ende til Guvernøren,»

Saa snart ’Transportskibet havde sat
Sejl til, kom Skipperen, hvis Navn var
Hogg, hen til vor Helt og spurgte
ham, hvorledes han syntes om
Porteren. Jack svarede, at han aldrig
vovede sig til at have nogen Mening
om sligt, saa længe han var ved den
første Flaske. «Derfor komme vi til at
gøre Dem Ulejlighed med Nr. 2,
Kaptajn Hogg.» Derefter maatte de ogsaa
gøre ham Ulejlighed med Nr. 3, bad
om Nr. 4, vilde gerne drikke paa hans
Velgaaende i Nr. 5 og mente saa, at
naar de vare komne saa langt, var det
mest passende at faa det halve Dusin
fuldt. Da den sidste var sat til Livs,
begyndte de at føle sig lidt tunge i
Hovedet; derfor bad de Kaptajn Hogg
om at holde godt Udkig, men ikke
under nogen Omstændigheder kalde

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed May 15 11:22:12 2024 (www-data) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/midshipman/0166.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free