Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 4
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
38
vi ville velsigne Dem, og jeg vilde da kunne sige, at jeg dog eengang i mit
Liv har været lykkelig.«
Udtrykket i den Sygeo Ansigt var saa oprigtig, hendes Bort saa tro-
hsertig, at den Freinmede var langt mere fornærmet end overrasket over
denne Begjærisig, idet han hverkeir kunde troe eller begribe, at et menneske-
ligt Væsen kunde være saa drmt for Alvor at komme med en saadan Vort
til en Mand af hans Beskaffenhed, og hait sagde ved sig selv:
»Det er virkelig smigrende! Den gamle Kat holder mig for en Dnrik,
som er værd at plnkke!«
Hati ovslog en raa Latter og udbrod:
»Saa De anseer mig sots en Menneskeven, SJkadatrie Laeombe, for eti
Jusveeteur ved Velgjøre11hedoanstalterne, for Eri, der har faaet Moman-
preemien? Ha, ha! Nu giver man nok serhundrede Franes bort, at tilbage-
betale til Udpungeren, paa hans Ordre, i Velsignelser og Crkseridttighedr3-
beviser! Nei Tak, Madame Lacombek«
Den Syge havde overladt sig til en af de taabelige og pludselige For-
haabninger, som undertiden kunne henrive de meest Mistroiske, dem, der ere
blevne meest for-hærdede af en nbarmhsertig Sksebtie; men skamfuld og for-
tornet over fiit grove Vildfarelse, begyndte Madame Laeombe atter med en
spottende Latter:
»Om Forladelse! Undskyld, min Herre, at jeg forneerniede Dem?«
»Jngen Aarsag! Jeg har, som De seer, Madame Laeombe, opfattet
Sageri fra deri rette Side; — men lad os nu faae Ende paa det! Skal jeg
atter putke disse sksoniie Lonisdorer til mig, disse Stillinger, sont De saa
gjerne fingrer med? Ja alle Neii«
Og hatt strakte Haanden ud efter Guldstvkkerne. -
Med en næsten mekanisk Bevægelse stodte deri Syge heftigt den Frem-
medes Haand tilbage; hendes Oirie funklede i Dydet af deres Hulninger,
og hun sagde med dump Stemme, uden at vende sit Blik fra Louisdorerrie:
»Bi et Øieblik! der er er jo Ingen, der vil sluge Deres Pengel«
»Jeg beder Dem tvertimod netop om at slnge dem, Madame Laeombe,
paa deri Detingelse at De . . .«
»Jeg kjender Mariette,« — sagde den Syge afbrydende, endnu stedse
med det begjærlige Blik fæstet paa Gnldstykkerne — ,,hun gaaer aldrig ind
paa det.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
