Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 21
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
anderledes tilsinds og meddeelte mig sine Planer, som jeg fuldkommen billigede.
— Men hvilke vare da hans Planer? spurgte jeg. — Vær stærk og vent
til imorgen ved Midnatstid, svarede han mig; begiv Dem da til Kirken i
Chaillot; da vil De erfare Alt og takke Gud, som gav Dem en saadan
Søn.““ — Jeg var stærk nok til at vente til dette Øieblik, min elskede
Louis. Mit lange Skjæg, mit ganske hvide Haar havde allerede forandret
mig meget. Jeg gav endnu mit Ansigt denne Farve, for at gjøre mig endnu
mere ukjendelig. O! mit inderlig elskede, kjære Barn!“ tilføiede Fader
Richard, rørt til Taarer, — „hvad har jeg ikke hørt! Mit Navn blevet æret
og tilbedet ved et fromt Bedrageri af Din sønlige Kjærlighed! Hvilken
pludselig Forandring er ikke foregaaet med mig! O! jeg har været
henrykt! Ja, medens man i min Nærværelse saaledes velsignede mit Minde,
syntes det mig som min Sjæl svævede fri for dens jordiske Baand op mod
Himlen, hvorhen vist alle Retskafnes Sjæle svæve, naar de endnu
fornemme deres paa Jorden Efterladtes Taknemlighed. Ak! denne Skuffelse
varede kun kort. Jeg følte mig uværdig til de Velsignelser, hvormed man
forherligede mig!
„Hvad siger De, min Fader!... Hvorledes skulde jeg da uden Dem,
uden Deres udholdende Sparsommelighed have kunnet udføre Alt dette?
Havde De ikke efterladt mig almægtige Midler? Som Herre over denne
store Formue, som jeg ikke havde erhvervet ved eget Arbeide, erkjendte jeg
de Forpligtelser, som den paalagde mig. Den skrækkelige Elendighed og
Uvidenhed, hvorunder min Kone havde lidt, de Farer, som hun derved
havde været givet til Priis for, saavelsom hendes Gudmoders sørgelige
Tilstand, Alt opfordrede mig, min elskede Mariette og Madame Lacombe,
til, saa vidt det stod i vor Magt, at spare Andre for den Smerte, vi selv
havde følt.“
„Min dyrebare Søn!“
„Alt dette er ikke mit Værk, min Fader, det er Deres. Nyd nu Deres
fortjente Roes. De har møisommelig saaet, jeg har kun høstet; men Høsten
tilhører Dem.“
Pludselig gik Døren op. Florestan de Saint-Herem traadte ind og
kastede sig i Louis’ Arme uden at see hans Fader.
„Omfavn mig, Louis,“ — raabte han; — „glæd Dig! Du er jo min
bedste Ven, og jeg maa bringe Dig Efterretningen først. Jeg haabede sikkert
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
