5 «Jeg skal sætte gaardsgutten til at holde vakt,» sa landhandleren. «Han er paalidelig.» «Jamen skal vi ikke lønne dere godt, Salvesen, om dere kan faa fat paa den svinetjuven,» lød fru Hansines stemme oppe fra vinduet, hvorfra hun hadde fulgt enhver av deres bevægelser. «Jeg skal gjøre mit bedste» sa lensmands- betjenten høflig. «Men nu faar jeg forhøre mig hos naboerne.» Han tok til luen og gik over til en énetages liten villa, som laa ret overfor og som helt var overgrodd av vildvin. Han blev et øieblik staaende og betragte et fotspor i den singelstrødde havegang, som førte hen til huset, men satte saa kursen mot ind- gangstrappen. En blek, lidende utseende dame kom i det samme ut fra det tætte løvverk mellem have- buskene, og lensmandsbetjenten hilste. — «De søker min bror, doktoren?» nikket hun. «Som De vet, er kontortiden mellem ti og elve, og for øieblikket ligger han og sover. Men hvis det er noget særskilt —» «Nei, jeg vilde bare spørre, om De her i huset har bemerket noget usedvanlig inat,» sa Salvesen. «De har kanske hørt, at der hos landhandleren er begaat et frækt indbrudstyveri, og jeg er jo i embeds medfør nødt til at forhøre mig.» «Huf, ja Salvesen.» Hun trak sjalet tættere over skuldrene. «Det er utrygge forhold, vi lever under. Men ne-ei ,jeg tror ikke, jeg tør si, at her