23 stikker sig frem. De tror, du primer, naar du har synene dine.» «Bedst at tie stille, mor,» sa Fabian, «saa har dem ikke det at fare med.» Ingeniørens svar hadde svidd sig ind i Fabian, og han husket pludselig en række ord og ytringer, som var henvendt til ham og som alle dreiet sig om, at indbrudstyven merkelig nok endnu ikke var opdaget og vel heller ikke nogensinde blev det, «hvis han da ikke gaar lyslevende om- kring mellem os.» Folkene paa Trostehaugen følte ondsindethet omkring sig. De pintes under mistanken, hvor de stod og gik. De læste den i alles øine og underla hvert ord en underfundig mening. Og de trak sig forgræmmet ind i sig selv og undgik at træffe sine medmennesker. Moren maatte hver eftermiddag ned i bygden med sine blomster, men hun var ikke længer den samme. Hun lot sig ikke mere nøde ind i stuerne for at drikke kaffe, og ordene sat heller ikke mere saa løst paa tungen som før. Og hun forholdt sig taus, naar smaagutterne var efter hende med sine rop og skjældsord. Mor og søn snakket ikke stort sammen, der de gik og stellet i den lille blomsterhaven, som laa paa et fremspring i høidedraget ret i syd for den graa, armodslige stue. Det var et utsøkt stykke mark med sort muldjord, som gjennem aarrækkers rationel behandling var forvandlet til en mønsterplet mellem alle stenknattene.