25 hun søkte efter at kunne si eller gjøre noget, som vilde trøste og gjøre ham glad. Han gik jo altid alene og følte sig ugleset av alle kame- raterne. Hun kom til at mindes en av fortæl- lingerne i den hellige skrift, og hun henfaldt i tanker. «Han lignet paa dig han, Fabian,» sa hun for sig selv. «Nett som jeg skulde se ham for mig.» «Hvem snakker du om, mor?» sa Fabian i en træt tone og saa op fra arbeidet. «Josef, Jakobs og Rakels søn, var akkurat slik som du, Fabian, kom det drømmende: «Han saa i et syn. at maanen, solen og elve stjerner bøiet sig for ham, men han gjemte synet i sit hjerte. Og han tydet baade mundskjænkens og Faraos drømme, og alt, hvad han sa, var den rene sanning. Og menneskene øvet synd imot ham, men Herren ledet hans skridt til det gode. Og slik vil det ogsaa gaa med dig, Fabian. Det er jeg sikker om. Og vet du, at det jussom var et jertegn, da du blev saa stor, at du kunde begynde og hjælpe til med denne haven. Det var først da, at den vokste til og blomsterne blev store og fulde og fine, og da fik jeg avsæt- ning.» «Jeg synes, der bare følger ulykker med mig, jeg mor!» varte Fabian mismodig. «Snak ikke :aa stygt,» sa moren. «Det er ikke for ingen tingen, at jeg har gjemt seiersluen din, og det var endda en paaskemorgen, du blev født, og dem hadde set solen danse. om