31 tydelig for sig en gangsti, som bugtet sig frem- over, og det var tæt taake og vandpytterne glinset mellem stenene. En grovlemmet skik- kelse gled ut av skogen. Den bøiet av fra stien og blev borte i et krat i nærheten, men litt efter kom den tilbake, og pludselig skimtet Fabian et fregnet ansigt, som bøiet sig over en trærot, og paa grønsværet saaes endel glinsende smykker. Fabian laa i en døs. Han formaadde ikke at gjøre sig klart, hvad han hadde set. I det samme randt varmen og klamheten av ham. Længe blev han liggende og gruble, og det ansigt, han hadde hat for sig, stod saa levende for ham, at han syntes, han bare behøvde at række armen ut for at berøre det. Han lette og grov i sin hukommelse, for det forekom ham, at han drog kjendsel paa trækkene, men time gik efter time, og han fandt ingen løsning paa gaaden. Det fregnete ansigt hang fremdeles foran ham, og der stod en blaalig lysning over det. Gløgg gjødde høilydt i drømme. —Ansigtet blev slukt av nattemørket. Og med ett for Tønnes Luffens navn gjennem hans hjerne — Tønnes Luffen, tjenestegutten hos gaardbruker Torven — han var det, han og ingen anden! Fabian blev mere og mere urolig. Det kriblet i ham over hele kroppen, og han længtet efter, at det skulde gry av dag. Da morgensolens første strimer brøt ind