IX. Den natten hadde Fabian vanskelig for at sove. Han hadde en følelse av, at et nyt og straalende liv vilde aapne sig for ham, bare dagen og lyset indfandt sig. Han laa og kastet sig og halvdormet og frydet sig til at ta fat. Og inde i dette uklare mylder av fornemmelser saa han Frida for sig, slik som moren hadde set hende paa plakaten. Nu var det ikke længer den lille, hvitklædte smaapiken med det blaa silkebaand om livet, der stod for ham, og heller ikke saa han nogen mørk røkmasse om hende. Nei, det var bare et par store, blaa øine, som forskrækket stirret paa ham og bad om hjælp. Legemlig var han tung og søvnig, men sjælelig var han saa spillevende, at han kunde ha lyst til at staa op og hugge ved eller arbeide i haven. Han fornam hver lyd, og det moret ham at tælle, hvor mange de var. En ku rautet etsteds oppe i aasen — det var én. Saa lød der et hæst bilhorn nede fra bygden — det var to. Saa et barneskrik fra nabogaarden — det var tre. Dernæst et enslig hanegal langt borte — det var fire. Saa var det natvinden,