106 grøn trikot og red paa ett hjul og foretok sig de mest halsbrækkende kunster. Men publikum var fremdeles bare optat av sig selv, og det var først, da han stillet sig paa hodet og brukte armene som ben, at litt applaus brøt løs. Det blev en pause, og Fabian satte sig godt tilrette, for nu skulde frøken Fridolin optræ. Han tømte sit vinglas og ranket sig i sætet og gjorde en bevægelse op til slipset for at forsikre sig om, at det sat ordentlig. Det blev mørkt i salen, og scenen belystes av blaa og violette flammer. En aandeløs stilhet indtraadte. Og ind gled en gutteskikkelse i stramme, hvite benklær og med en rød, fjærprydet baret paa hodet. Inden Fabian fik summet sig, hørte han en stemme — herides stemme — klinge gjennem rummet med en fin, sprød klang som av en sølvklokke. Han stirret og stirret og kek ned i programmet. «Trubadurviser», stod der. Hvad det var for noget, visste han ikke. Men noget saa forførende deilig hadde han aldrig hørt. Det mindet ham om julen med englesang og fjerne harper. Og da hun sluttet, brøt der løs et bifald, som om huset styrtet sammen. Folk reiste sig og skrek og kastet blomster, som hun samlet sammen, saa hun tilsidst hadde armene fulde. Og saa forsvandt hun. Men publikum var besat av begeistring. Man trampet og klirret med glassene og slog spaserstokkene mot bordene,