140 farer, som kunde tænkes at ligge og lure paa et litet, forsvarsløst barn. Det het sig, at der var set gaupe østpaa i skogen, men denne formod- ning vandt liten tiltro, og det berettedes, at et større taterfølge nylig var kjørt over til nabo- bygden. Med tredve meters indbyrdes avstand og for- delt paa begge sider av veien gled skiløperne avsted og undersøkte hver busk og hvert skogholt. Der maatte gaaes nøiagtig frem, for alle spor var utvisket av stormen og sneføiken. Time efter time gik, og mændene drog langsomt frem med et og andet rop eller skrik for at for- visse sig om, at avstanden saa nogenlunde blev holdt. Stemmerne klang ind i den hvite stilhet, og lyden av skiene lød som bløt tassen av dyr mellem trærne. Hen paa eftermiddagen skar en skarp pipning hen over hele linjen. Det var ekspeditionens leder, underofficer Eigil Larsen, som ga signal til samling og hvil. Paa en furumo, hvor sneen var avblaast, blev en nying tændt, en diger kaffekjel blev sat over, og rygsækker og nisteposer kom frem. Samtalen gik trevent. Der hersket forstemthet over hele linjen. Alle hadde trodd, at kunne vende tilbake med et resultat, men det saa haabløst ut. Hver enkelt sat paa en stubbe eller paa sine ski og sa ikke noget større, men bare tygget og spiste. Med ett fik de øie paa Fabians lange skikkelse, som med seige tak gled forbi. Han ænset dem: