153 med menneskefyldte gater, høie kirker og palads- agtige bygninger. Han reiste ikke som nysgjerrig turist, han besaa ingen museer og ante neppe byernes navn. Med kufferten i haanden jog han fra sted til sted, fra billetkontor til billetkontor, forhørende og spørrende sig frem efter frøken Fridolin Elfen- bens nye opholdssted, for hun optraadte bare nogen faa ganger i hver by og drog øieblikkelig videre paa sin turné. Med indbitt energi fulgte han hendes spor, men altid kom han for sent. Altid var hun avreist netop en dag eller to, før han indfandt sig. | Men Fabian gav sig ikke. Som en fanatisk pilgrim levet han i haabet om en dag virkelig at faa den tilbedte at se. Og i hver ny by nærmet han sig det hotel, hvor hun sidst hadde bodd, med en forventning og en ærefrygt, der kun kan lignes med den ærbødighet, hvormed de troende botfærdig nærmer sig Mekka eller Medina. Som en sporhund følte han overalt emmen av hendes kunstneriske triumftog, og han nød den med graadighet. Begjærlig indsøpet han duften fra de halvvisne blomster, som hoteljomfruen stolt fremviste i hendes nylig forlatte værelse. Med lysende øine stirret han paa de rester av reklame- plakater, som endnu ikke var blit overklistret, og ivrig slukte han de daglige avisnotiser om hende. Han ga sig ingen tid. Han raste videre efter hende.