191 sykebesøk, saa hans duens øine for sig. Det var som et varsel eller en forutanelse, der gjorde ham urolig. Da han efter en lang middagshvil kom ned, var det allerede halvmørkt, og et fint, sløret skjær av maane bredte sig over dalen. Han var paa vei til den nybygde stalden for at se til hesten, da han fik øie paa en graaklædt kvinde, som med en spaserstok langsomt stavret sig opover veien. Han var vant til mangeslags besøk, men han stanset uvilkaarlig ved synet. Der var noget eget ved skikkelsen, som bragte ham til at studse. Hendes figur var let og smidig, og der var ung- dommelig spænstighet over den. Men trætheten laa saa tyngende over hende, at hun syntes helt segnefærdig. I sin graa farve virket hun i maane- glansen som en av disse aandeskikkelser i even- tyret, der aabenbarer sig for den ensomme van- dringsmand paa fjeldet og som pludselig smuldrer hen til støv og forsvinder. Hun nærmet sig fortere end han hadde tænkt, og med ett var hun ham ganske nær. «Værsaagod,» glap det ut av ham. Av gammel vane pekte han automatisk ind mot stuen. Damen gled lydløst ind. «Tak,» sa hun og satte sig i en kurvstol. Stemmen slog ned i ham med en gammel- kjendt klang Han blev staaende og svælge uten at finde ord. «Men kjender De mig ikke, Fabian?» lo hun