Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I denne Forbindelse vil jeg ogsaa med et Par Ord omtale mine
Syge- og Husbesøg. En Menighed som UUensvangs satte — som
før nævnt — overordentlig store Krav til Presten, hvad Syge- og
Husbesøg angaar; man tænke blot paa de store Afstande og særlig
paa den vanskelige og besværlige Adkomst, der vilde gjøre saadanne
Besøg umulige til sine Tider for en ældre Mand. Det har derfor
ogsaa altid i den senere Tid været Kapellaner her, som var yngre
Personer.
Hvad mig angaar, har jeg været velsignet med et kraftigt Legeme
og været øvet fra Barndommen i at færdes i Fjeldet og paa Sjøen.
Jeg var lige til den senere Tid en mere end almindelig rask og
ud-holdende Fodgjænger. Endnu i en Alder af 80 Aar klarede jeg en
Fjeldbestigning, og jeg gjorde endog en længere Fodtur med
Randsel paa Ryggen og klarede enda Milen paa to Timer. Jeg havde
saaledes let for at tage mig frem, og jeg besogte saa godt som alle
Gaarde i det vidstrakte Prestegjeld, foruden en Mængde
Fjeld-støler. I denne Henseende lignede jeg vistnok Nils Hertzberg, der
som bekjendt var den første Tindebestiger i vort Land, som drev
Tindebestigningen som Sport.
Jeg har ofret meget af min Tid i Ullensvang paa at besoge Folk,
baade sunde og syge, og disse mine Besøg rundt omkring fra Fjære
til Fjeld staar nu, naar jeg kalder dem frem igjen i Mindet, som
noget af det kjæreste og bedste i min Virksomhed. Altid blev jeg
modtaget som Ven og følte, hvor det var godt at komme til dem,
hvor de elskede mig, hvor fortrolige de var, og hvor Hjerterne
aab-nede sig. Men saa kom jeg heller ikke som den strenge Dommer
og Tugtemester; jeg kom bare som en kjærlig Ven for at talé milde
og trøsterige, men dog alvorlige Ord. Jeg har havt saa let for at
tale med Folk, og det var en Arv fra min kjære Mor. Jeg har aldrig
behovet at lede efter Ord, og jeg har aldrig optraadt med Bibelen
i Haanden og holdt Bibellæsninger eller Taler; det laa ikke for
mig. Men naar jeg fik sidde og tale med dem en liden Stund, da
kunde der nok blive baade Bøn og Sang og mere.
Kun en Gang i mit Liv har det hændt mig, at jeg er vist Døren;
men det var af en, som ikke hørte Menigheden til og troede, at jeg
kom for at skræmme ham. Men jeg brugte aldrig at skræmme
nogen. Jeg er overbevist om, at man ikke kommer nogen Vei med
at true og skræmme.
Jeg vil endvidere bemerke, at jeg ikke, som saa mange Prester
pleier at gjøre, kun talte med Folk om alvorlige Ting, navnlig om
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
