Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
religiøse Sfridighcder, har jeg aldrig været og bliver det neppe
heller.
Nu kan det jo i og for sig være ganske ligegyldigt, hvad andre
mener om en, naar man er sig selv klart bevidst, hvad man er, og
føler det som en Ære at være sig det bekjendt; saaledes har ialfald
jeg det i denne Henseende. Men paa den anden Side bør man dog
søge saavidt muligt at undgaa Misforstaaelse og søge at staa for sin
Samtid i Sandhedens Lys, og derfor vil jeg her gaa lidt nærmere ind
paa den nævnte Opfatning eller Beskyldning. Det er ikke blot for
min egen Skyld, jeg gjør dette; men jeg tænker ogsaa paa andre.
Saavidt jeg har kunnet forstaa, deler jeg Syn med en stor Del af mine
Embedsbrødre fra de sidste Aar, ja jeg tror næsten, at i alt væsentligt
har de fleste af vor Kirkes Prester for Tiden det samme Syn paa
denne Sag som jeg. Jeg har ialfald ikke truffet nogen Prest eller
Teolog, om hvem jeg maatte sige det modsatte. Derimod var
Forholdet et andet for en Menneskealder siden.
For nærmere at kunne udvikle dette bliver jeg nodsaget til at gaa
tilbage i Tiden og klarlægge min religiøse eller snarere min teologiske
Udvikling.
Da jeg i 1874 forlod Universitetet, var jeg en tro Tilhænger af
det da raadende Kristendomssyn eller rettere af det teologiske System,
som dengang var herskende i vor Prestestand og dermed ogsaa
iblandt det kristelige Lægfolk, og som man pleier at benævne efter
Professor Gisle Johnson som den Johnsonske Retning eller det
pietistiske Kristendomssyn. Jeg saa op til Johnson og nærede dyb
Agtelse og Kjærlighed til ham. Jeg var personlig kjendt med ham
og vankede i hans Hus. Ogsaa de øvrige Lærere var jeg kjendt lidt
med, og jeg agtede og elskede dem alle. Alt var saaledes i bedste
Orden, og jeg betragtedes med Rette som en ..Discipel af den
Johnsonske Skole", som man pleiede at sige. Endnu havde jeg ikke
be-gyndt at tænke selv; det var noget, som en Teolog i Datiden helst
burde lade fare. Det hed nemlig altid overfor yngre og lidt urolige
Hoveder, at man maatte vogte sig vel for at tænke selv — det var
farligt; man kunde komme ind paa Afveie, og i hvert Fald var det
aldeles unødigt, da der var andre og bedre Hoveder, som tænkte for
os.: Vilde vi tænke selv, maatte vi i alle Tilfælde holde os strengt til
de opmerkede og optraadte Veie.
Jeg fik oftere personlig Erfaring herfor. Jeg var visst et lidt
uroligt Hoved og vilde. gjerne spørge; men Spørgsmaal er ofte
ubehagelige. Paa denne Tid var Diskussionen om Skabelsesberetningen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
