Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
De fleste, som besøgte os, var dog naturligvis Landsmænd. En
Mængde af bekjendte, fremstaaende Mænd og Kvinder har været
indom Prestegaarden. Af Kunstnere kan nævnes fru Erika Lie og
Sønnen Karl Nissen, og den norskfødte amerikanske Violinist Ole Bull
Theobaldi, som han kaldte sig. Han gav en Musikaften paa
Prestegaarden for et større indbudt Selskab. Han skulde være en Søn af Ole Bull
og en norsk-amerikansk Dame og født i Lom. Selv ymtede han ogsaa
lidt fordægtig noget herom. Han havde Ole Bulls Violin, sagde han, og
der var en ægte Diamant i den. Han lignede paafaldende den berømte
Mesterspiller i Vekst og Skikkelse. Spille kunde han, det var sikkert
nok, men jeg fik det Indtryk af ham, at han nærmest maatte ansees
for en Charlatan; men selve Stormesteren skal efter Musikernes
Mening have havt meget af dette Væsen1, og den verdensberømte Musiker
Chopin skal ligefrem have sagt til Ole Bull, at han var en
Charlatan, da Ole Bull havde beskyldt ham for at spille falsk. Jeg har senere
læst en Skildring af Theobaldi af en Nordmand som kjendte ham
fra Amerika, og den stemte ganske med, hvad jeg havde tænkt i mit
stille Sind.
I Forbindelse hermed vil jeg ogsaa nævne en anden amerikansk
Violinist, som ogsaa var os nær forbundet, da han var gift med en
norsk Dame. Hans Navn har jeg glemt; men han var en Ven av Edv.
Grieg, og det var vel efter Tilskyndelse af denne, at han var
kommen til Hardanger med Hustru og Barn. Det var Pintsen i 1905, den
Pintse, som Nordmænd, der deltog i den, sent vil glemme. Vi gik
alle i den storste Spænding, Begivenhederne fulgte i hurtig
Række-følge præsis og nøiagtig som paa korte skarpe Kommandoord. Det
var, ligesom vi følte, at en kraftig Haand pludselig havde grebet Rattet
paa det svaiende norske Statsskib, som saa længe havde tumlet hid
og did, uden at nogen formaaede at holde en ret Kurs. Men nu var
Manden kommen og havde grebet Roret, og Kommandoordene lød
korte og bestemte og krævede øieblikkelig at lystres. Hver den, som
følte, at han skjalv i Knæerne, blev grebet i Kraven og kastet tilside.
Og nu var Proklamationen til det norske Folk kommet; Pintsedag
skulde den oplæses overalt i Landet. Det dirrede i alle Hjertets
Strenge, som stod spændt til det yderste i Bøn og Tro, i Haab og’
Forundring, blandet med stille Angst og Bæven. Pintseaften sad jeg
i Oddastuen og tænkte paa Morgendagen. Da kommer en ung, vakker
Dame ind til mig, spørger om jeg var Presten, beder om Undskyld-
I1 Denne mening om Ole Bull beror paa et falskt rykte, som forlengst er gjendrevet.
Se Sarah C. Bull, Ole Bull, tysk overs. 1886, s. 64 — 65.]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
