Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Sygdommen. Efter Lægens Raad reiste hun nu til Berlin til en
Specia-list, som havde begyndt at behandle Kræft med Radium. Det syntes
at ville hjælpe, Kræftsvulsten kom næsten helt bort, men pludselig
afgik hun ved Døden, dræbt af Radiumstraalerne. Hun var altfor
svag til at taale denne farlige Kur. Rimeligvis kjendte Lægerne endnu
ikke den Fare, som Behandlingen med Radium udsætter Patienten
for, og ingen af os forstod det naturligvis heller.
Det var et tungt Slag som traf mig, da Telegrammet fra Berlin
naaede mig. Da Budet kom fra det fremmede Land, at hun stille og
fredelig, uden Smerte og Kamp, var gaaet ind til den evige
Sabbats-hvile, blev jeg staaende som ganske lamslaaet. Det var saa saart at
tænke paa, at jeg ikke engang skulde faa sige hende det sidste
Farvel, ikke takke hende for alt, ikke lukke hendes Øine i Dødens Blund,
ikke engang faa se hendes Ansigt. Men Gud havde været god mod
hende; hun var sovnet ind i Doden uden engang et Suk. Hun havde
sagt til mig engang: «Du skal nok faa se, at jeg har lært at dø!"
Det var, da hun stred som haardest med Døden; og hun blev ikke
beskjæmmet. Saa kom hun da hjem for sidste Gang for at hvile paa
den stille Kirkegaard. Den sidste Kjærlighedsbevisning, jeg kunde
give hende, var at berede hende et Leie af Roser. Vi fyldte hendes
Grav med de Blomster, hun elskede saa høit, og da alt var færdigt,
læste jeg høit Oehlenschlågers deilige Digt: ,-Dækker Graven,
Blomster smaa," forste Vers, som jeg fandt, passede saa godt.
Nu stod jeg alene igjen i Hjemmet, og det bedste var borte.
Hvor jeg gik og stod, var der Minder om hende, som nu havde
fundet Hvilen; kun Smerte, Sorg og Vemod, hvor jeg vendte mig hen.
Jeg var knækket, Arbeidsglæden havde forladt mig, og Kraften og
Modet svigtede. Jeg sled mig igjennem et Aar og forsøgte at holde
det gaaende, men magtede det ikke længere. Hertil kom, at der ikke
kunde blive nogen Ordning med den prestelige Betjening, saalænge
jeg stod i Embedet; Herredsstyret afslog at indlade sig paa Sagen.
Biskopen havde midlertidig sendt en Stiftskapellan til Odda; men det
kunde ikke vare længe. Nogen Kapellan kunde jeg ikke faa. Alt saa
mørkt og haabløst ud. Alle Sunde var lukket for mig, og jeg forstod,
at det var Herrens Vilje, at jeg skulde fornegte mig selv og forlade
Ullensvang, som jeg elskede saa høit, at det var, som om jeg skulde
rive mit Hjerte ud ved at forlade det og den Menighed, som jeg havde
faaet saa kjær, og som havde baaret mig paa Hænderne i saa mange
Aar; men der var ingen Vei udenom. Jeg kunde ikke mere og bad om
at faa lægge Arbeidet ned, og det skede. Høsten 1913 forlod jeg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
