Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
- 61 -
tilstede, saa var det avgjort min skyld. Og
følgerne uteblev ikke. Et par gange endog meget
uretfærdig. Det er ikke saa at forstaa, at disse
lynnedslag foregik ofte. Mest var det bare hygge
og moro hjemme. Men paa skolen slog læreren
dengang med spanskrør. Især religionslæreren.
Livet gik med megen lek og litet læsning ellers.
Jonas Lies barn var ofte hos os. Hvad visste
vi om al politik og andre foreteelser dengang.
Mons Lie klemte sin lillefinger i dørsprækken
— tuppen gik næsten av. Det var min skyld.
Han skrek, og vi skrek. Men Mons var mest
ræd for at faa pryl, naar han kom hjem til sin
mor. Det husker jeg tydelig.
Nedenunder bodde lille Maren. Jeg elsket
hende saa usigelig. Og hun mig. Hendes far
var grosserer Gulbransen. De holdt selskap,
hvor far og mor ogsaa var indbudt. — Men
Maren. — Jeg glemte hende aldrig. Det var ogsaa
det, at hun døde, og jeg stod ved hendes lille aapne
kiste. Smerten — den virkelige — grep mig for
første gang.
Vor slegtning Magda Falch giftet sig med
en sjøkaptein, en enkemand. Hun var blæn*
dene frisk og nydelig. Men naar han var der,
den ældre mand, og tok hende paa fanget, syntes
jeg, det var ækkelt. Vi holdt hendes bryllup.
Far hadde skrevet sangen «Naar et rødmende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
