Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
- 179 -
Hans frisind og politiske fremsyn vokset orga*
nisk ut fra hele hans væsen. Der var ogsaa
sarkasme med i hans latter og i hans humør.
Og hans indignation kunde gaa over til smerte
— synlig indtil taarer. Han kunde tale ved et
festlig bord som poet. Men han tapte ikke det
reale selv, om han gav det en digters ord og
billeder. Der var konturer i ham dengang. Slik
var han, da jeg saa ham og lang tid efterpaa.
«Er det unge Norge som du, Vullum, da ser
jeg lyst paa landet,» sa far i en tale til ham i
Rom.
Senere i mit liv fulgte jeg Vullum op igjen*
nem tiderne. At han ikke naadde det, hans venner
hadde haabet: at bli en avgjort politisk fører
for sit folk, det var igrunden en sorg for min
far. Han sa det ofte. —
«Herre min Gud, hvor megen tid jeg hadde
sparet for min digtning, hvis Vullum fra den
gan g hadde holdt frem, som det saa ut til.»
Den italienske familie, vi bodde hos, hadde to
døtre. Den ældste var forlovet med en rik mand,
som eiet store vingaarde. Der hadde jeg nær
gjort en ulykke. Jeg hadde faat en urkjede, og
ved den hang der en rød koral, som saa ut som
et hjortehorn. Jeg kom ind, hvor de forlovede
sat, og holdt da koralen like op mot brudgom*
men, forat han skulde se den. Det skulde jeg
13 — Bjørn Bjørnson.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
