Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
88
brænder sig uudslettelig ind i ens erindring. Jeg
skal indskrænke mig til at anføre et eneste eksempel.
Det er et sted i »Niels Lyhne«, afskedsscenen
mellem Niels og fru Boye. Det er midt paa sommeren,
hun er kommen ind fra landet, og de mødes i
hendes leilighed. Møblerne har lyse varetræk over
sig, persiennerne er nedrullede, der er stille og ube
boet omkring dem. Først har de talt, men saa har
stilheden smittet dem. Hun sidder i gyngestolen,
han staar bøiet frem over hende med armene over
stoleryggen og haanden støttet paa sidelænet, begge
tier. Ug lokket af al denne bløde taushed
begynder han saa at vugge hende ganske blødt. Hele
skildringen er saa intens, at man ser det hele; men
Jacobsen er ikke fornøiet dermed; han vil gjøre det
saa nærværende som muligt for læseren — og det
lykkes ham virkelig at rykke situationen saa nær
ind paa livet af en, at den næsten virker som
selvoplevet. Ved hvilket middel? Ved det ubetydeligste
middel af verden. Han gjentager ordene »ganske
blødt« to gange og indskyder hver gang en i
ortho-grafisk henseende absurd bindestreg. Sætningen
kommer da til at se saaledes ud: »han begyndte
at vugge hende i stolen, ga-nske blødt, ga-nske
blødt . . . .«
Hele situationen træder pludselig dobbelt saa
intens frem for os paa grund af disse to binde-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
