Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Undervejs
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
23
Storhedsvanvid, for at demonstrere Skabningens
ufattelige Haardførhed, og gav den Stene for Brød:
Værsgod og æd! De maa ha haft Modet og mere end
det i Orden, de Mennesker der først bosatte sig her
under de nøgne Fjælde langt Nord paa, hagede sig
fast med Tænder og Negle i den bratte Fjældvæg og
besluttede at skabe sig en egen Verden af den haarde
Klippe og det haarde Hav — med mange uover-
kommelige Mil til nærmeste Nabo. En Kamp maa
det ha været til alle Sider, og først og fremmest
mod Ensomheden. Baaden var den eneste Følge-
svend; den er for Mennesket her, hvad Kamelen er
for Orientaleren, Hunden for Grønlænderen. Den
har Rejsning af det endnu, Dragestævn og paa-
gaaende Holdning! Naar den tar Bølgerne, er det
Søslangen selv, der rejser sig halv af Sjøen og hug-
ger til.
En ulige Kamp skulde det paa Forhaand synes
at være, men Nordlændingen er ikke kuet — i et-
hvert Tilfælde ikke af Naturforholdene! Han er
indelukket, træg, ofte lidt tvær at ha med at gøre,
men hævder sig godt nok blandt andre. En vis
Knaphed er der over hans Sprog og Væsen — Slut-
tethed kaldet, men snarere forsigtig Paalioldenhed
fremkaldt af den karrige Natur. Her hvor Kata-
strofen naar som helst kan sætte ind over Manden
i en eller anden uventet Form, kommer han let i
staaende Kampberedskab ogsaa over for sine Med-
mennesker. Har man set Nordnorge, begriber man
hvorfor Normanden aldrig kan give sig helt og ab-
solut hen i et Tillidsforhold, men nu og da maa
interpunktere Venskabet med et Nakkedrag — der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
