Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XX
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
219
gøs under en stærk Søsygefornemmelse og
maatte holde sig i Laagen. Alting flød som
en grøn oprørt Sø for hendes Blik, og midt i
det svømmede Skomagerdrengens idiotiske,
rædselsslagne Ansigt som en Druknende. »Men
han er jo vanvittig,« fik hun sagt.
»Han vanvittig! ikke mere end min gamle
Bedstemor. Nej han er ond, er han. Skar
han ikke et helt nyt Sæt Seletøj itu for mig igen i
Gaar? Og jeg, som troede, jeg havde kureret
ham for den Syge. Han er et modbydeligt
Dyr
nu gør han ikke mere Fortræd dengang, for
det er det rene Tugthus — maaske Skafottet.«
— Mesteren havde virkelig haft en Mistanke
at ruinere en fattig Haandværker. Men
om Drengens abnorme Færd i længere Tid,
men han kunde daarlig undvære ham. Og
først nu, da Drengen ved at skære Seletøjet
itu viste, at han var umulig, saa den humane
Mand sig nødsaget til at udlevere ham til
Politiet. Saa undgik man dog at komme i
Folkemunde, fordi man selv havde jaget ham
paa Døren.
Fru Berg maatte lægge sig paa Sofaen; hun
befandt sig ilde i hele Legemet og syntes hele
Tiden, hun skulde kaste op. Hvor hele Livet
dog var modbydelig ækelt, naar noget saa
græsseligt kunde finde Sted. Og ham havde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
