Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXIV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
256
Aar. Hun skulde være saa god mod de smaa
Væsner, elske dem, som var de hendes egne,
og faa dem til at elske sig igen.
Naar hun saadan sad og gjorde sin Frem-
tid op, kunde hun briste i Graad, noget der
ikke var hændet hende siden hendes Ægte-
skabs første Dage. Og Karen, der var fattig
paa Ord men saa meget rigere paa Kærtegn,
glemte sin Blyhed, tog hende ind til sig og
kælede for hende, med store Taarer i sine
tunge Øjenvipper. Men hun spurgte ikke om,
hvad der var i Vejen, ikke med en Tanke
engang; den smukke Frue led og græd, og det
gjorde hende ondt, men Aarsagen var hende
ligegyldig. Fru Berg var hende taknemmelig
for hendes Tavshed, som hun tilskrev Takt-
følelse. Men paa den anden Side trængte hun
ogsaa til at meddele sig, og da Karen ikke
vilde spørge, maatte hun begynde af sig selv.
Det lindrede altid lidt at tale sig ud til
nogen, —— — — —
Allerede Morgenen efter Markedet havde de
gennem Abelone faaet Forklaringen paa det
Skrig, de havde hørt om Aftenen. Det var
Aage Hermansen, der lidt uden for Markeds-
pladsen var bleven stukket i Ryggen af en
svensk Teglarbejder, fordi han trak af med
dennes Kæreste. Øvregaardssønnen laa i Sen-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
