Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
iaften ... Der er så hyggeligt, når der ikke
er så mange fremmede — ikke sandt?«
Valdemar indrømmede konfust dette.
»Adieu, da — herr adjunkt! — Måske ses
vi altså igen ikvæld« — hun så troskyldigt på
ham.— »På gensyn!«
Hun steg op i slæden, kusken smelte med
pisken — et glimt af fjæren på hendes hat,
og hun var forsvunden. Men han stod igen i
en underlig tvivlrådig og vemodig stemning. —
Skulde han atter besøge fru Schønberg?
Det var det samme spørgsmål, som han i flere
uger havde gjort Sig selv hver eneste dag?
Han havde grebet sig i som en Werther at
vandre udenfor hendes hus i Homansby . . .
Han havde stået og frosset i kulden og fundet
en selsom fornøielse i at stirre uafbrudt op
mod de lysende vinduer. En gang — en eneste
— havde han mødt Kamilla på Karl Johan.
Det var i middagstiden. Hun gik hurtigt og
havde et sort slør for øinene. Men han blev
stående og så efter hende, til hun forsvandt oppe
ved slotsbakken. Hendes holdning på gaden
var forresten ikke så smuk som han havde
ventet. Hun tog for store skridt.
Underligt nok havde hans ven, doktoren,
ikke påny tilbudt ham at ta’ ham med til
fruens modtagelse. Det fik næsten udseende
af, at han angrede at have indfort ham der i
huset. Da Valdemar i h÷ie toner havde prist
fruens elskværdighed, havde doktoren gjort alt
for at slå ham koldt vand i blodet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
