Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
forbigangne liv tilsammen, et overmål af lykke,
af angst, af lidelse — og over hans trætte
ansigt lagde der sig et eget spændt, uroligt
udtryk. Det var som om han ventede nogen ...
Han tog sin kikkert, som han bar i en rem om
halsen, og pudsede den mekanisk.
Blandt tilskuerne på bryggen trængte sig
pludselig frem på en forvirret vis en ung dame,
hvis skødesløse dragt røbede, at hun i stort
hastværk havde iført sig den. Hun bar en
gammel regn-kåbe, hatten sad skævt, og hun
havde ingen hansker på.
»Kamillal« udbrød han og udstrakte
uvilkårlig hænderne. »Kamilla —«
Dampskibet satte sig langsomt i bevægelse.
Men hun havde fået øie på ham — og dette
øle veg ikke længer fra ham. Som en stor,
sorgfuld bebreidelse fulgte det ham. Ansigtet
var gråblegt, næsten gustent i det kolde
morgenlys, men for Valdemar havde hun aldrig
været så dragende skøn som i dette øieblik.
Hendes fine mund havde en ynkelig skæv
dreining som man kan se det hos småbørn, der er
på nippet til at briste i gråd.
Dampskibet fo’r langs med Egeberg, der nu
i vår-sølet med sine smudsige sne-klatter og
sorte klynger af nåletræer dannede et trist
billede, og gled stille udover Bjørviken.
Men Valdemar stod ubevægelig på samme
sted ved rælingen og stirrede efter Kamilla.
Det siste, han så af hende, var, at hun
trykkede lommetørklædet mod øinene. Hun gråt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
