Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
historie. Man slår op en bog, og man læser tyve linier.
I disse tyve liniers tempo og tonefald føler man disse
forfatteres pulsslag og blodsvarme.
Ligesom et sikkert musikalsk øre i et helt orkester
kan merke en enkelt falsk tone, således kan det sikre
psychologiske instinkt trods en fuldendt digterisk teknik
forstå, hvad der er ægte og hvad der er gjort, finde
ud, hvor forfatteren føler varmt og hvor han hykler,
gribe hans temperament under bevidste og ubevidste
masker, skille ud: her er ægte metal og der er dårlig
blanding, hvormed han duperer sig selv og andre.
Og den kvinde, som vil skrive, uden at en mand
holder sit skjold foran hende og slynger sin arm om
hende, er et ulykkeligt, sønderslidt væsen. Det, som
brænder hende varmest i sjælen og som råber høiest i
hende, det tør hun ikke sige. Når den store digter
skriver, bryder han med konveniensen, tvinger den til
at underkaste sig ham. Men den kvinde, som står
alene, kan ikke bryde med konveniensen, thi denne er
hendes eneste støtte. Og konveniensen er ikke alene
udenfor hende, den er også i hende. Den er tillige
hendes intimeste, kvindelige skam, den er hendes væsens
rettesnor, hvorfra intet kan befri hende uden kjærligheden.
Derfor er, jo mere begavet en kvinde er, i desto høiere
grad kjærligheden hendes store lod.
Fru Edgren har over denne konflikt skrevet sit
interessanteste og dybeste stykke: «Elfvan», og begge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
