Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
blæser ind i hele denne kunstige nethed, da bliver
hønse-hjernen ganske konfus, og den stakkels lille ting hopper
og hopper omkring i sit korset, sine pandekrøller og
høi-hælede små støvler og ophidser sig selv, nervøs og uden
sund dømmekraft, som hun er, til den mest rasende
angst. Denne angst, det var det store mesterstykke i fru
Hennings’ mesterlige spil. Det var en eneste stirren på et
punkt, en uafbrudt autosuggestion, som virkede så meget
mere gribende, fordi den var tegnet så typisk, — den
vei, hvorpå en velopdragen borgerlig mønsterdatter kan
nå til galehuset eller i vandet. Og da nu omslaget
sker, og en fuldvoksen raisonnerende emancipationskvinde
springer frem af den lille gås, — da formåede heller
ikke fru Hennings’ store og ægte kunst at overklistre
kløften. Da faldt Nora istykker i to halvdele, som hang
nødtørftig sammen ved en liden tråd: det vidunderlige.
Dette vidunderlige tog fru Hennings med over kløften,
og med det, med dette uudtalte «på gjensyn» gik hun.
Når Eleonora Duse kommer ind som Nora, ser
eftertænksom i sin pung og uvilkårlig, før hun betaler
bybudet, gjør den pause, som hos mindre bemidlede
sedvanlig går forud for udtællingen, var hun en bleg,
sygelig kvinde med noget stille i sit væsen. Og da
hun derpå kastede af den beskedne pels og pelshue,
kom der frem en mager, sorthåret italienerinde i en
gammel, sterkt rød, slurvet bluse. Hun leker med
bør-nene, således som voksne mennesker, hvis tanker er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
