Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
døren. Og nedenunder slår porten dundrende igjen.
Der er ingensomhelst tale om det «vidunderlige».
Således bragte Duse énhed i Noras dobbelte
personlighed. Opgjør! Der er intet andet opgjør mellem
mand og kvinde, end kysset eller en skuldertrækning.
Ibsens grundige dialektik behandler hun som en
mund-fuld ord. Grunde? Med grunde er endnu aldrig
nogen-ting blevet udrettet i den hårde virkelighed, allermindst
i naturforholdet mellem mand og kvinde. Nora vågner
en dag, og Helmer er hende modbydelig. Og hun løber
fra det modbydelige med samme instinktive afsky, som
et levende menneske fra et opløst kadaver. Noget
«vid-underligt» kan da slet ikke forekomme. Det skulde da
være, at det levende menneske blev forrykt og vendte
tilbage til kadaveret.
Så egenrådig som med teksten til Nora omgåes
Eleonora Duse med alle sine rollers tekst. Hvor man
kan følge hende, — og det er jo ikke altid — der
merker man, hvordan hun underkaster sig den,
hvorledes den i hendes mund bliver en anden, hvorledes
et andet væsen stiger frem af de skrevne ord, et væsen,
som digteren ikke har tænkt på, og som han i de fleste
tilfælde ingenlunde har kunnet forme slig ud fra sin egen
livsanskuelse og eiendommelighed — et væsen, mere
kvinde og i dybere forstand kvinde, end societetens
damer i Ibsens og Sardous dramaer, et væsen, meget
mere ligetil end det, som er givet i teksten, men tillige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
