Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
det voldsomt over hende, at hun ikke længer kan holde
sig, og hun styrter bort.
Det er de tunge roller, som ligger Eleonora Duse
på hjerte. I «La locandiera» var hun ikke mere end
en almindelig skuespillerinde, og den rappe dialog i
«Cyprienne» og «Fran^illon» havde for lidet tilfælles
med hendes natur. Selv i «Kameliadamen» spillede hun
som i tvang. Denne letsindige, frivole kokotte med den
svindsottiges kjærlighedstrang syntes at være hende for
meget nipsfigur. Eleonora Duses glæde og munterhed
slår så forunderlig stumt indover, hun kan ikke spille
det smittende overmod, den uerfarnes tillid; hendes
natur er tung, som livet. Det var, som om hun i sit
inderste ikke følte sig ung nok for «Kameliadamens»
lykke og ulykke. Eleonora Duses kunst er hin store
kunst, som først er hjemme der, hvor alle livets store
spørgsmål: Hvorfra? Hvorfor? Hvorhen? begynder.
Vi driver over våndene i tåge, lider uret og gjør uret
og ved ikke hvorfor. Fatum, fatum! Vi kan ikke
gjøre noget fra eller til. Og hvor hun kan gå hen i
fatalismens blindhed, der er hun hjemme.
Det kunde hun i «Fedora».
Den skjønne, fornemme, modne kvinde, til hvem
den elskede bliver bragt hjem myrdet, forvandler sig
ikke til furie. Når vi ser hende igjen, er hendes væsen
ganske roligt: en kold, stille verdensdame. Hun har nu
bare én eneste ting at foretage sig: at ramme morderen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
