Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
11
I
Den laa ved søndre Ende av Bergsjøen paa
Modum, der hvor Bægnas svære Vandmasser
begynder at sige i Stryk mellem Furuholmerne ned
mot Gjeithusfossen.
Sommer var kommet, Solen kunde staa indover
Gulvet gjennem den aapne Dør, naar Even
vaak-net. Det var saa stille, for de andre var vel ute
paa Arbeide, og de mindste sov.
Paa Tunet blinket en Vasspyt efter Nattens Regn;
han tænkte at vasse og hoppe i den, men blev
staaende tværstille over det svimlende Dyp. Aa,
saa illende blaat! Og da en hvit liten Sky
langsomt seilte indunder det tynde Flaberget han stod
paa, blev han ræd for at stupe efter og steg
forsigtig baklængs fra Dammen.
Nei saa gik han heller ned i Solvæggen ved
Laaven, den var brun og sprukken og hullet efter
Svensken, som, huttetu, hadde skutt Kuler i den.
Han hadde endda en Knap i Bukselommen, som
Broren hadde støpt av saan en, som var pirket ut.
Med en Spiker pirket han i Væggen, nei, — jo,
der var no hart, og det blinket i en frygtelig diger
Kule. Men den hk staa til Søndagen, saa tok
de andre den ut. —
Det var saa varmt; han vilde heller lægge sig
og se akkurat, hvor forfærdelig svær Verden var.
Og op i Himmelen, ja den var en umaadelig blaa
Skaal, hvælvet mot Aaserne. — Østaasens Graner,
saa de længste da, sopte nok opunder, naar det
blaaste. Endda laa Langemyrsætrene med Kuerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
