Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
22
Hjertet hamret i ham, han saa skarpt og spændt
efter Lyden.
Og hold mig ikke saa stramt om Halsen da, Gut
— en kan jo næsten ikke puste. Men nu gaar vi
ikke længer, for det er Middag. De snudde og
gik fort tilbake til en stor kjendt Sten med tyk
Hvitmose paa og fine Blommer paa Siderne.
Even sa det ikke, men han hadde set en
krokete, svart Kjærring med lang Næse inde mellem
Orebuskene. Og Skjæg paa Næsen. Nu saa de
litt hvitt av Skorstenspipen hjemme. Trærne blev
mere og mere kjendte og snille. Det lyste blaat
av Aaserne, og nu skravlet de høit og hoppet
over Tuver og Lyng.
En Dag utpaa Høsten, da Jorden laa klingende
haard og hvitrimet, hængte Even Øksen i
Armkrikken, tok Kjælken og drog opi Moen til de
kjendte Berg og Smaaputter. Han vilde se at
røte no’ Tyristubber, for de pinte sig om Dagen
med raa Bakhun fra Gjeithussagen.
Solen steg og gyllet Furutopperne, saa de skinte
som Kobber mot Himmelen den blaa. Den
graa-rimete Blaabær- og Tyttebærlyngen tinte, blev
illende rød og gul, og Bærene var fulde og gode,
men iset i Tænderne.
Aa, saa let og frit det kjendtes idag! Han
sklidde paa Myrputtenes klare Staalis, nu kunde
han faa Tak i de lange, brede Straa, som han
bare hadde set paa isommer! Han la sig ned paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
