Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
144
Den sier forsyne mig mere end «Im
wunderschö-nen Monat Mai, als alle Knospen sprangen, da ist
in meinem Herzen die Liebe aufgegangen».
Men Even elsket Heine og angret, kanske han
hadde sagt for meget, og føiet til:
Ja, Digtet er jo ogsaa deiligt, ja som en skjøn
Blomst, som aapner sig. Og han la Hænderne
ihop som Skaaler og foldet dem sagte ut: «die
Liebe aufgegangen —».
Sven kremtet reservert: Naa ja! Du med din
Heine! Men han var nok ogsaa en av de løse
Fugle. Han forekom nu heller aldrig i min Familie.—
Men fra første Stund, jeg saa Agnes, maatte jeg
tænke paa vor gamle Kjæmpevise om Herr Aage,
som kommer ridende i Skogen: Kvinden sitter
med Guldharpen, slaar Runer. Han fjettres av
dem. Trærne grønnes og blomstrer. Den vilde
Hjort, som i Skogen sprang, forglemte sit Spring
at springe. Den liten Fugl, som paa Kviste sat,
forglemte sin Sang at sjunge. Raader I vel de
Runer?
Det graanet av Morgen næste Dag, da Sven
banket paa hos Even: Det er blot mig!
Gjennem en uklar Angst tænkte Even: Aa, det
maa vel være en stor Fryd — eller — aa saa
vondt!
Men læg dig igjen, du, jeg ber bare om at faa
hvile litt inde i Hjørnet — aa! hvor der var godt
igaar!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
