Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
206
Muren. Hun gik langsomt rundt Bassinet. Hodet
boiet mot en rød Buket, bortimot Pladsen, hvor
han stod og malte. Hun saa sig om, syntes at
betænke sig, men satte sig paa Feltstolen, av og
til med Blomsterne mot Ansigtet. Nu saa hun
over mot Slottet.
Even lot sig gli ned og sat gjemt under
Brystvernet — foldet Hænderne og bad i Vildelse
til Gud. Ord og Sætninger fra gamle
Andagts-bøker, litt av en Aftenbøn, sanset sig — min Herre
Zebaot, du maa se i Naade til din Tjener, for jeg
er henrykt i Taksigelse og Kyrie Eleison, hør
mig, naar Morgenrøden braaner Sneen paa
Libanons Høie, ja som Hjorten skriker efter levende
Vand !
Aa ja — det er jo saa dumt, saa dumt —dette
med at knæle er jo — ser jo affektert ut — kan
se ut saan ja, være latterligt. Men dernede sitter
jo hun med Hærskarers Mangfoldighet av
himmelske Roser! Aa da ja! ikke sandt!
Da han vaaget at se ned, var hun gaat, paa
Staffeliet laa Blomsterne igjen.
Han hørte Skridt fjerne sig i Alleen, men de
tætte Løvkroner skjulte hende.
Even gik ned og fandt Roserne, røde og gule,
og aandet i deres nys utsprungne Duft, følte
hendes drømmende Sind. Men kanske det bare var
Taknemmelighetens, Venskapets Roser ? litt
Beundring til den fremmede Maler? Ak, hvad
visste han!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
