Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
211
Da sank hun litt sammen, løftet Hænderne op
mot Brystet, det klirret litt i Nøkleknippet.
Det er Dem, jeg har længtet efter — ventet paa
hele mit Liv! Ja, førend jeg visste Deres Navn,
Victorine!
Og ind i den susende Stilhet sa hun: Kom!-—
ja kom!
Men deres Ord og Ansigter var graa og
uttryks-løse av Sindsbevægelse.
Og jeg, som trodde jeg var alene om at vente!
og Haanden hendes famlet bønligt efter hans Kind
og Hals.
Jeg er endnu matt efter Frygten for, at De
ventet Agnes — ja — eller en anden —
De satte sig paa Trinnet op til Karnappet.
En lysegrøn Eføigren, som var vokset ind
gjennem en Feil i Vinduet, vippet under en Homle,
som krabbet og undredes.
Pludselig svirret den op gjennem Rummet, bums
mot det lille Vindu paa motsatte Væg.
Aa nei, saa den skræmte mig, sa hun, og de
smilte, da de maatte beskytte hverandre, kjende,
om det virkelig var sandt, at de overlevet det!
Even hvisket: Aa la Homla suse, men paa Norsk,
og begyndte at le — endda mere, da hun forundret
spurte. Han prøvde at oversætte, men da lo de,
saa de graat. Det værste var over — den
angstfulde Spændingen forbi. Hun maatte faa lære dette
morsomme Mundheld. — Men Even mente, at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
