Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
271
Aa stakkars lille Even Hansen! sa Victorine,
hvor du var kry, da du gav din Mor dette!
Og nu har Du ingen Mor! Maa jeg, aa, faar jeg
være — Din Lillemor? —
— Alt dette er Dig, en Rigdom. Og her er
jeg saa fattig — en Ingenting — kunde du bare
skjønne —
Men Paul kom netop ind, og hun ropte, at
Direktøren maatte komme og se.
Nei, nu kan han vente, sa Even, tok og la
Boken sammen — vi tar heller en norsk
Konge-pjolter, og hældte Hennesy i Champagnen.
Tror, dere er gale, jeg! sa hun og delte sine glade
Øine mellem de to muntre Venner.
Men der stod Mor Durand bred og varm i
Døren; slog smilende ut med Hænderne:
Lunchen er servert!
Mellem Victorine og Paul tok Even Plads for
Enden av Bordet, det var prydet med et Baand
av Markblomster og en svær Krystalskaal med
hvite Vandliljer.
Der var et behageligt grønt Mørke i Lysthuset
eller Løvhytten, og Samtalen kom paa Maleri.
Ja, se nu dette gnistrende, stygge Sollys derute,
sa Paul, det hujer av desperate Farver.
Meningsløst at tænke og male saa’nt!
Men -— se bare paa de Liljerne, nu faar de
Lov her i Skyggen at leve, at være mystiske,
uløselige Gaader.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
