Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
288
Floshatten enorm, lodden og svai i Pullen,
Bremmen bølgende. Den graanende Sølvmanke
faldt omhyggeligt fremover Skuldrene. I hans
grove, store Ansigt hang historiske Gauloisknebler,
som Modeller bærer, naar de er Specialister i
Stenalder.
Utringet i Halsen, Flipperne nedbrettede, sort
flyvende Sløife, Redingoten ankelsid.
Naar Defiléen var passert, Hatten paa og væk.
Man var uviss, om han hyldet — eller, nei han
lot sig vist hylde. Ti hans Væsen og Kostumens
svære Linjer indgjød henfarne Tiders
Hemmelighet og Respekt.
Han syntes at si: «Ja hils dere, Gutter ! Man
har tat mig for Balzac, men jeg er kanske
Delacroix, Roussaux, Troyon, Courbet. Den franske
Kunsts Storhetstid!
Jeg steg bare herned for at se, hvordan dere
ser ut, som skal avslutte mit glorrike
Aarhundrede!»
Ingen kjendte ham.
Men de livrerte Vaktmænd i Louvre hadde i
mere end to Generationer følt det som en Ære
for Samlingerne, at han hver Dag sat der og
kopierte.
Da Even efter Fester og Taler og Voteringer
og Krig — hvoraf utgik en ny «Salon» — tænkte
sig om, hadde Verdensutstillingen været to Ting:
Whistlers yndige vemodige Skumring fra Havnen i
Valparaiso og Daumiers Karikatur.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
