Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ældste Chr. (j.) Larsens Skrivelser.
77
og ståk tværs over Prærien forbi Oak
Grove og Salt Creek til det gamle
Fort Kearney ved Missouri Floden.
Vi passerede forbi mange af
ovennævnte Kompagniers Vogne, som de
havde forladt paa Vejen; ligeledes
saa’ vi en hel Del af deres Oxer,
som enten vare döde eller ikke i
Stand til at kunne gaa længere. Vi
naaede Kompagniet, der kun havde
nogle faa af deres Vogne og bedste
Oxer tilbage, omtrent 45 Mile fra
Missouri Floden, strax efter at vi
vare gaaede over Salt Creek.
Omtrent paa samme Sted mödte vi den
kommanderende Major tilligemed
hans Fölge og ledsagende Tog, som
skulde til Fortet. Han fortalte os, at
vi snart vilde komme udenfor Sneens
Grænser, da der blev mindre og
mindre Sne eftersom vi kom længere
mod Öst. Dette var sildigt om
Eftermiddagen. Hele Dagen samt den
foregaaende Nat havde Elementerne
tydelig forudsagt, at et andet
strængt Uvejr nærmede sig, og da et
höjt bölgeformigt Prærieland, hvor der
ikke fandtes Spor af Brænde, laa
mellen os og Missouri Floden,
besluttede vi at skynde os af alle
Kræfter, hvorfor vi fortsatte Rejsen
til Kl. 8 om Aftenen, da vi tilsidst
sloge Lejr paa den aabne Prærie.
Natten var meget kold og mörk, og
den gjennemtrængende. Vind susede
os ubarmhjærtigt om Örene. Vi bandt
vore Heste og Muler til Vognene,
gave dem deres knappe Rationer og
gik tilsengs, ikke for at sove men
for at blive varme.
Vi vare nu omtrent 35 Mile fra de
gamle Barakker, og ved at dele alt det
Spiselige, som var tilbage i Lejren,
havde vi næppe tilstrækkeligt til en
tarvelig Frokost for os selv og vore
Trækdyr, og det mörke og’ truende
Uvejr, som trak op, syntes kun at vente
paa vor Bortrejse, for derpaa at bryde
lös for Alvor. Kl. 4 om Morgenen, da
Maanen stod op og spredte saa meget
Lys gjennem det tykke og uhyggelige
Mörke, at vi kunde se Vejen foran os,
vare vi atter undervejs, og uagtet en
kold og bidende Vind, ledsaget af Sne,
blæste os lige i Ansigtet de sidste 15
eller 20 Mile og vi maatte kjöre
gjennem 6 Tommer Sne förend vi
naaede vor Rejses Maal, saa ankom vi
dog samme Dags Aften (Fredag den
7de December) til Barakkerne, hvor vi
fik behagelig Kvarter for Natten til os
selv, samt fik Plads til vore Trækdyr i
Staldene. Af den eneste Familie, som
boede der paa Stedet og tog Vare paa
Regjeringens Forraad, fik vi hvad
Proviant vi behövede, og derpaa
forenede vi os i ydmig Bön til Gud, og takkede
ham af ganske Hjærte for hans store
Naade mod os.
(Fortsættes.)
ÆLDSTE CHR. (J.) LARSENS SKRIVELSER.
(Fortsat fra Side 60.)
Jeg forlod derfor Kjöbenhavn d 21de
August i Forening med Broder Wm.
Andersen og rejste med Dampskibet
til Horsens, hvor vi ankom Kl 7 om
Aftenen. Her fra havde vi fire danske
Mile at gaa til mine Forældres Hjem,
men vi bleve enige om at marschere
dette Stykke Vej allerede samme
Aften. Paa Vejen kom vi i Samtale med
en permitteret Soldat, som strax blev
overbevist om Evangeliets Sandhed og
blev döbt den fölgende Dag. Han fik en
Mormons Bog og andre Skrifter og
fortsatte med Glæde Rejsen til sit
Hjem i Slesvig. Jeg vil her bemærke,
at mine Brödre Johannes og Lauritz,
der ogsaa vare blevne döbte i
Kjöbenhavn, havde været hjemme i
nogle Maaneder, men mine Forældre
vare meget gjenstridige mod
Evangeliet paa Grund af den Indflydelse,
som Præsten havde over dem. Efter
min Faders Tilladelse afholdt jeg
desuagtet den förste Forsamling i hans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
