Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
122
Niels Wilhelmsens Biografi. 307
han havde besögt deres Forsamlinger i
en lang Tid og havt Adgang til deres
Raadsforhandlinger, og han indböd nu
mig til at gjöre liam Selskab næste Gang
han gik, hvilket jeg ogsaa lovede at ville
gjöre, uagtet jeg den Gang ikke troede,
det var Noget, som vedkom mig. Det
var en Mandag Aften Kl. 8 — Datoen
erindrer jeg ikke — at jeg lovede at ville
mode Christensen ved Skandinavisk
Hotel, hvor de Hellige den Gang havde
Forsamlingssal i Mellembygningen. Jeg
kom lidt för ham og gik strax op; men
da jeg kom til Dören blev jeg spurgt, om
jeg var Medlem af Samfundet. Jeg
svarede naturligvis nej. Ja, saa kunde
jeg ikke komme ind. Jeg vendte derpaa
om for at gaa ned, men paa Trapperne
mödte jeg Christensen, hvem jeg fortalte
min Skjæbne. Han troede mig ikke, og
gik derfor ogsaa op, men han maatte
snart erfare Sandheden af mine Ord ved
at blive transporteret udenfor med et
Par kraftige Næver. Med ikke de bedste
Fölelser gik vi nu begge hen ad
Gothersgade; med Et standsede Christensen og
udbrod: <Jeg har mange Gange hort
dem prædike om, at de handle i Lyset,
men nu maa jeg ülstaa, at de handle i
Mörket". Jeg svarede, at vi burde gaa
tilbage og spörge om, hvorfor vi ikke
maatte komme ind og bebrejde dem fordi
de handlede i Mörket. Vi bleve ivrige i
Sindet og gik tilbage, hvorpaa vi ved
Dören bleve underrettede om, at Föbelen
havde forstyrret deres Forsamlinger, og
derfor havde de besluttet, ikke at indlade
Nogen, som ikke tilhörte Samfundet;
men da vi lovede Fred, bleve vi indladte.
Forsamlingen var omtrent forbi da vi
kom ind. Jeg anmodede Dörvogteren
om at faa den Mand i Tale, som var
Hoved for deres Forsamling, hvilket
blev mig tilladt. Denne Mands Navn
var O. N. Liljenqvist. Plan forklarede
mig Aarsagen, hvorfor vi i Begyndelsen
bleve nægtede Adgang og sluttede med:
uKom i Herrens Navn, saa ofte I ville,
naar I komme med Fred". Disse Ord
havde stor Indflydelse paa mig.
Næste Gang, jeg kom i de Helliges
Forsamling, er mig en mindeværdig Dag.
Jeg blev gjennemtrængt af saadanne
Fölelser, som jeg umulig kan udtrykke
eller beskrive. Efter at de havde sunget
om uZions Haab" og derpaa böjede deres
Knæ for Herren og aabnede
Forsamlingen med Bön, fölte jeg Lyst til ogsaa at
ville böje mig, men jeg vovede det ikke.
Efter Bönnen fremtraadte en Mand, der
syntes at tilhore Arbejdsklassen, og bar
Vidnesbyrd om det sidste Dages Værk,
som Gud havde begyndt paa Jorden, og
hans Ord fandt Indgang tihmit Hjærte,
thi den Helligaand virkede allerede paa
mig. Han sagde, at Herren havde
aabenbaret sig fra Himmelen, og at hans
Bud lod til alle Mennesker, at de skulde
omvende sig fra det Onde og blive döbte
i Vand til deres Synders Forladelse af
En, som havde Myndighed fra Herren.
Jeg fölte mig overvundet af denne
Sandhed, thi Aanden vidnede for mig, at jeg
var en Synder; og jeg lovede i mit stille
Sind, at jeg vilde omvende mig frådet
Onde. Jeg fölte mig uvilkaarlig
tiltrukket af dette Folk og gik bort med
Glæde samt med den faste Beslutning,
at jeg nærmere vilde undersöge
Lærdommen, og dersom den var Sandhed,
vilde jeg adlyde den.
Imidlertid kom min Svigermoderind
fra Haugerup og var meget bedrövet,
,,thi sagde hun,,,min Mand (Hemmert)
begynder at blive Hellig, og jeg kan ikke
være i Huset for dette hellige Pak; han
vil gaa over til Mormonerne og rejse til
Amerika". Hun vilde nu raadföre sig
med mig, om hvad hun skulde gjöre.
Jeg svarede hende, at hun blot skulde
forholde sig rolig og ikke være saa
ængstelig, thi ,, Mormonismen" var ikke saa
slet, som hun forestillede sig; og for
Husfreds Skyld raadede jeg hende til
at lade hendes Mand have sin egen
Villie. Jeg lod hende imidlertid ikke
forstaa, at jeg selv havde Tro paa samme
Lære. Hun blev meget forbauset over
mine Ord, thi hun havde forventet den
samme Dom fra mig, som hun selv havde
fældet over sin Mand. Forövrigt rejste
hun trostet hjem, thi hun havde stor
Tillid til mine Ord.
Jeg fölte mig nu bekymret over,
hvorledes min Hustru vilde blive tilmode,
naar hun erfarede, at jeg havde Tro paa
<(Mormonismen". En Söndag tog
jeg-hende med ned i Byen (vi boede nemlig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
