Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
150
Uddrag af Joseph
Smiths Levnetsløb.
Faders Ankomst til Palmyra flyttede
han sin Familie til Manchester i
samme County. Hans Familie bestod
af elleve Sjæle, nemlig: min Fader
Joseph Smith, min Moder Lucy Smith,
hvis Faders Navn var Solomon Mack,
mine Brödre Alvin (som nu er död),
Hyrum, mig selv, Samuel Harrison,
William og Don Carlos, samt mine
Söstre Sophronia, Catherine og Lucy.
I det andet Aar efter at vi vare
flyttede til Manchester opstod der paa
det Sted, hvor vi boede, en
ualmindelig Vækkelse blandt Folket i
reli-giös Henseende. Det begyndte med
Methodisterne, men blev snart
almindeligt iblandt alle Sekterne i den Egn,
ja den hele Landsdel syntes angreben
deraf, og store Hobe föjede sig til de
forskjellige religiöse Partier, hvilket
gjorde en ikke ringe Bevægelse og
Adskillelse iblandt Folket. Nogle strede
for Methodisternes Tro, Andre for
Presbyterianernes og atter Andre for
Baptisternes. Thi uagtet den store
Kjærlighed, som de, der vare
omvendte til disse forskjellige
Troessam-fund, udviste, da de vare blevne
omvendte, og den store Iver, som de
respektivfe Gejstlige lagde for Dagen,
hvilke vare virksomme i at foranstalte
og afstedkomme den overordentlige
Scene af religiøs Opvækkelse, i den
Hensigt at faa Alle omvendte (som de
behagede at kalde det), og lade dem
föje sig til hvilken Sekt, de önskede,
saa viste det sig dog, da de Omvendte
begyndte at fordele sig—Nogle til et
Parti og Andre til et andet—at de
tilsyneladende gode Fölelser, baade hos
Præsierne og de Omvendte, vare mere
forstilte end virkelige, thi en meget
slem forvirrende Scene paafulgte;
Præsterne stredes med hverandre, og
de Omvendte ligesaa, saa at al deres
gode Forstaaelse, hvis nogensinde der
var nogen, tabtes i en Ordkrig og en
Strid om Meninger.
Jeg var da i mit femtende Aar. Min
Faders Familie blev vundet for den
presbyterianske Tro, og fire af dem
föjede sig til den Kirke, nemlig min
Moder, mine Brödre Hyrum og Samuel,
og min Søster Sophronia.
Medens denne Bevægelse fandt Sted
blev mit Sind opvakt til alvorlig
Betragtning og stor Urolighed; men
endskjøndt mine Tanker vare dybe og ofte
smertelige, saa holdt jeg mig dog
udenfor alle disse Partier, uagtet jeg
besøgte deres forskjellige Forsamlinger
saa ofte som Lejlighed gaves. Men
efter nogen Tids Forløb begyndte jeg
at helde noget til Methodisternes Sekt,
og jeg følle nogen Attraa til at forenes
med dem; men Forvirringen og Striden
imellem de forskjellige Partier var saa
stor, at det var umuligt for saa ungt
et Menneske som jeg, og saa ubekjendt
som jeg var med Mennneskene og
Verden, at komme til noget bestemt
Resultat om, hvem der havde Ret og
hvem der havde Uret. Jeg var flere Gange
stærkt bevæget i mit Sind, thi Stiiden
og Tumulten var saa stor og
uophørlig. Presbyterianerne strede imod
Baptisterne og Methodisterne, og anvendte
alle deres Kræfter til Ræsonnementer
og Sofisterier, for at bevise deres
Modstandet es Vildfarelser, eller i det mindste
at faa Folk til at tænke, at de vare
vildfarende. Baptisterne og Methodisterne
vare paa den anden Side ligesaa ivrige
i at stadfæste deres egne
Læresætninger og gjendrive alle andre.
Midt i denne Ordsti id og Tumult sagde
jeg ofte til mig selv: Hvad er der herved
at gjöre ? Hvilket af alle disse Partier er
ret, eller ere de allesammen forkerte?
Dersom noget af dem er ret, hvilket er
det da, og hvorledes skal jeg kjende det?
Medens jeg stred under Byrden af
disse Vanskeligheder, læste jeg en Dag
Fölgende i Jakobs Brev, i Kap. 5 V.:
„Dersom nogen af Eder fattes
Visdom, han bede af Gud, some giver
Alle gjærne og bebrejder ikke, saa skal
det gives liim". Aldrig gjorde noget
Skriftsprog stærkere Indtryk paa et
Menneskes Hjærte, end dette den
Gang gjorde paa mit. Det syntes at
trænge ind med stor Kraft i ethvert af
mit Hjærtes Fölelser. Jeg overvejede
det atter og atter, vidende forvist, at
dersom Nogen trængte til Visdom fra Gud,
saa var det mig; thi jeg vidste ikke,
hvad jeg skulde gjöre, og uden jeg
kunde faa mere Visdom end jeg da
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
