Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Erindringer fra Missionen’ i Skandinavien.
227
lige, gav sig ogsaa tilkjende ved
denne Lejlighed, thi ikke alene kom
de britiske Hellige med et Muletog,
der rejste hurtigt og gav
Emigranterne Lejlighed til at kjøre, medens
Skandinaverne maatte tage tiltakke
med de kjedelige Oxebeforclringer,
samt gaa tilfods det meste af Vejen,
men de britiske Hellige fik ogsaa
meget bedre Proviant end
Skandinaverne. Sygdommen vedblev
desuden at grassere iblandt de fra Søen
af saa medtagne Udlændinge, og
Døden krævede omtrent 30 Ofre paa
Rejsen mellem New York og Salt
Lake City, hvor til den efterlevende
Rest af det 28de Emigrantselskab
fra Skandinavien endelig ankom d.
25de Septbr.
Dette Kompagni afsluttede
Emigrationen fra Europa med Sejlskibe,
Oxer og Vogne. Den besværlige
Zionsrejse, under hvilken saa mange
ædle og brave Nordens Sønner og
Døtre bukkede under, hørte nu til
det Forbigangne, og det var heller
ikke for tidligt, at en Forandring
fandt Sted, thi Hundreder og
Tusinder af det 19de Aarhundredes bedste
Mænd og Kvinder, som forlode deres
Fædreland, Slægt og Venner alene i
den Hensigt at drage til Zion, ifolge
Guds Befaling, vare i de henrundne
Aar faldne som Ofre for den
besværlige Rejses Overanstrængelser og
Strabadser, og deres udmagrede
Legemer bleve enten sænkede i Havets
Dyb eller stedte til Hvile paa de øde
Sletter, hvor deres enlige Grave
bevogtedes af tudende Ulve i Stedet for
elskende Venner. Hvor ofte have
ikke ømme Forældre med bristende
Hjærter lukket Øjnene paa deres
Kjære, naar de, martrede af Smerter,
tilsidst maatte opgive Aanden ! Og
hvor mangen en graahaaret Olding,
hvis Hu og Længsel stod til Zion,
maatte ikke, med Øjet rettet did,
tilsidst opgive sit Yndlingshaab om
nogensinde at komme der til i dette
Liv, og træt og udmattet lægge sig
ned for at do! De Efterlevende ville
aldrig forglemme hine Sorgens Dage.
Vi, som slåp igjennem med Livet,
mindes endnu stedse de mørke Timer,
da vi uden Ligkister maatte begrave
vore Fædre og Mødre, vore Brødre
og Søstre, vore Hustruer og Børn
samt vore Elskere og trofaste
Venner i den vilde Ørken, medens vi selv
ofte vare saa afkræftede at vi næppe
paa en passende Maade kunde
udføre denne vor sidste Pligt mod de
kjære Hedengangne, thi undentiden
havde vi næppe Kræfter nok til at
kunne gjøre Gravene saa dybe, at
Ligene kunde blive bevarede fra de
graadige Ulve og andre af Ørkenens
Rovdyr. Mange af os kunne ogsaa
». o o
erindre Tider, da vi, syge og
modløse, selv svævede mellem Liv og
Død og ikke vidste, om vi skulde
blive det næste Offer. Lad
Læseren, som en Slutningsscene, forestille
sig en otte Aar gammel Pige med
hule Øjne, blege Kinder og slank
Form, staaende ved Lejrilden paa
Bredden af den ensomme Platte-Flod.
spejdende i Tusmørket ud over de
udstrakte Sletter, idet hun nønner:
Ved Örkenens Floder jeg grædende staar,
Thi Taaren den rinder ved Tanken om Mo’er,
Som (lode paa Havet, mens jeg var saa syg.
Og Fader, der altid var kjærlig og god,
Han segnede om ved den ensomme Flod,
llvor over han ofte mig bar paa sin Ryg,
Og Anna, min Søster, samt Peter, min l.ro’r
Blev’ begge begravet paa Sletten i Gaar.
O, hvor det er ensomt! jeg længes af Dage,
Thi nu er jeg ene tilbage.
Præsident Widkrborgs Hjemrejse.
Præsident Widerborg, som
ledsagede Emigrationen til England,
kom tilbage til Kjøbenhavn d. 29de
Juni og var derefter syg i nogen Tid.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
